Sommerjazzen spiller på Torvet

Silkeborg Jazzklub præsenterer en perlerække af jazzkoncerter hen over sommeren

Udgivet:06. juni 2019, 19.24

Læsetid:2 minutter

Den karismatiske engelske klarinettist Adrian Cox spiller sommerjazz på Torvet 20. juli. Foto: Martin Ballund

Christian Kloch Larsen
Journalist| kloch@midtjyllandsavis.dk

4 år siden

MUSIK Sommerjazzen er tilbage på Torvet i Silkeborg, hvor Silkeborg Jazzklub igen i år præsenterer en perlerække af danske og internationale orkestre hen over de kommende måneder. Lørdag er det lokale Red Hot Four plus 2, der er tilbage med melodisk og ørevenlig New Orleansjazz, som appellerer til et bredt publikum.

Lørdag 15. juni er det Odense Banden, der går på scenen på Torvet. Det er et orkester med rødder i jazzen fra 50'erne og 60'erne, og som er sammensat af erfarne musikere, der hver især har spillet i mange forskellige sammenhænge i de seneste 50 år.

Jazz Cats, som siden 2007 har spillet rundt omkring i Danmark og flere gange gæstet Silkeborg, er tilbage i byen med evergreens fra traditionel jazz og swing 22. juni.

Lørdag den 29. juni overlader Silkeborg Jazzklub Torvet til Riverboat Jazz Festival, men 6. juli vender jazzen stærkt tilbage med energibomberne i Jazz Connection, som byder på jump, jive og swing.

Polles New Orleans Jazzband, som er på programmet 13. juli, er en sekstet, der med et sprudlende humør byder på et stort repertoire af smittende New Orleans, Dixieland og traditionel jazz.

International stjerne

Lørdag 20. juli præsenterer Silkeborg Jazzklub et stort internationalt jazznavn, nemlig klarinettisten og saxofonisten Adrian Cox. Han er et kendt ansigt i byen i Riverboat-sammenhæng og med base i London turnerer han over det meste af Europa med sit eget band og i flere andre forskellige orkesterkonstellationer.

På Torvet i Silkeborg kan Adrian Cox opleves sammen et hold danske jazzmusikere.

Den hotte swing- og jazzmusik fra 30'ernes og 40'ernes Amerika er på repertoiret, når Jazz Vegaz indtager Torvet lørdag 27. juli og 3. august er der boogie woogie, blues og god gammeldags rock'n'roll på programmet med Nosey Joe and The Gigoloes fra Randers.

Jazzkompagniet, som har mere ned 30 år på bagen, kommer til byen 10. august med swingende glad dixielandmusik og masser af sang fra de varme lande.

Byens gamle Bourbon Street Jazzband er traditionen tro igen på programmet ved sommerjazzen på Torvet. Orkesteret spiller i år i sin sæson nummer 63 og kan opleves på Torvet lørdag 17. august.

Jazz Five sætter lørdag 24. august fut i stemningen på Torvet med New Orleans-jazz anno 2019 og et storswingende repertoire, og når sommer går på hæld, er det Creole Catz, som lukker og slukker for sommerjazzen på Torvet lørdag 31. august.

Sommerjazzen på Torvet spiller helt frem til lørdag 31. august, hvor der er koncert med Creole Catz.