
Midtjyske Meninger: Få skidtet væk
Udgivet:17. august 2023, 10.17
Læsetid:2 minutter
Inger Christensen, klummeskribent. Foto: Martin Ballund
1 måned siden
Handler denne klumme om affaldssortering, eller er det et opråb til sundhedsstyrelsen? Jeg må her skuffe læserne. Så let bliver det ikke. Nej, det er meget værre. Det handler om rengøring og oprydning.
Jeg er glad for min ovn. Faktisk er den i sving mange gange i løbet af ugen. Den er uundværlig. Helt ung er den ikke. Der er brugsspor, men den fungerer upåklageligt. Rengjort bliver den da også, men på en grå og regnfuld dag tænkte jeg, at det var tid til den store tur. Tidligere har jeg forsøgt alverdens præparater uden den store virkning. På Facebook er der en gruppe, der hedder »Gode husmoder råd«. Her tyede jeg til. En spændende gruppe, må jeg sige. Her var der 38 svar på, hvordan man kan vaske en snavset teddybjørn. Ligeledes fandt jeg et utal af meninger om, hvordan man rengør et dødsbo i en lejerforening. Alt sammen sikkert velmenende råd og et meget varieret udbud af forespørgsler.
Mit ovn-problem blev fuldstændig brændt af og druknede i det selskab.
Anderledes står det til udenfor på matriklen. Hos os gror træer og buske usandsynlig godt i det våde vejr. Den eldrevne hækkesaks kom i sving den dag, der var tørvejr. Husbonden klarede det fint, og der var nok at gå i gang med. Da han slukkede apparatet, blev det dog ved med at summe. Det viste sig, at han stod midt i et hvepsebo, som havde indlogeret sig nede i jorden. Gode råd var nu dyre. Jeg turde ikke rådføre mig med de rådgivende husmødre - det ville nok ende i en sand hvepserede af mere eller mindre kreative svar. Nej, her måtte husbonden klare det selv. Det prøvede han så på. På golfbanen er der god tid, når man går og leder efter sin bold. En af spillerne havde hørt, at lidt benzin i boet og herefter en tændstik ville afhjælpe problemet ret effektivt. En anden mente at have læst, at salmiakspiritus bare skulle hældes ud over bofællesskabet.
Nu vil vi hverken være skyld i at starte skovbrande - ej heller få Danmarks Naturfredning eller Miljøstyrelsen på nakken. Der er sikkert en rar mand fra Skadedyrsbekæmpelsen, der kan komme forbi, så resten af buskadset kan blive klippet uden fare for vilde dyrs angreb på sagesløse.
Ovnen? Den må leve med de brugsspor, der nu engang er. Ligesom vi andre.
Indlæser debat