Erdogan: Putin besøger os måske til indvielse af atomreaktor

Kreml har tidligere afvist tyrkiske meldinger om Putin-visit. Men nu taler Erdogan om muligt atombesøg.

Udgivet:30. marts 2023, 00.32

Læsetid:2 minutter

Putin og Erdogan giver her hånd tilbage i oktober 2022 på sidelinjerne af et møde i Usbekistan.

/ Ritzau /

2 måneder siden

ANKARA Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, får måske snart besøg af sit russiske modstykke, Vladimir Putin.

Det sker muligvis 27. april i forbindelse med indvielsen af Tyrkiets første atomreaktor.

Det siger Erdogan selv i udtalelser til den private tyrkiske tv-kanal ATV.

Rosatom, det statslige russiske atomenergiselskab, har da også været med til at bygge reaktoren.

- Måske er der mulighed for, at Putin kommer 27. april, siger Erdogan.

- Eller måske opretter vi forbindelse til indvielsesceremonien online, og så tager vi det første skridt i Akkuyu (byen, hvor kraftværket ligger, red.).

Den russiske regering afviste dog så sent som mandag tyrkiske meldinger om, at Putin planlægger et besøg i Tyrkiet.

Det er planen, at Tyrkiet 27. april fylder det første radioaktive brændstof på reaktoren og officielt giver kraftværket i Akkuyu status som "nuklear facilitet".

Det oplyste Erdogan i en meddelelse tidligere onsdag.

Rusland udtalte lørdag, at Putin og Erdogan i et telefonopkald havde talt om fælles strategiske projekter i energisektoren. Opkaldet omhandlede blandt andet Akkuyu-atomkraftværket.

Projektet til knap 140 milliarder danske kroner og med en forventet kapacitet på 4800 megawatt skal efter planen give Tyrkiet plads i den lille klub af nationer, som har atomenergi til civilt brug.

Tyrkiet har tidligere meddelt planer om at sætte den første reaktor i gang i 2023.

Den Internationale Straffedomstol (ICC) udstedte tidligere på måneden en arrestordre på Putin. Han mistænkes for krigsforbrydelser i Ukraine, hvilket har ført til en vred reaktion fra den russiske regering.

Tyrkiet er dog ikke part til Rom-statutten, som er det juridiske fundament for ICC.

/ritzau/Reuters

TURKEY-RUSSIA-POLITICS-NUCLEAR Det store Akkuyu-atomkraftværk er et projekt, som har været i gang i snart et årti. Nu ventes det så småt at kunne gå i gang med at åbne. (Arkivfoto). Ibrahim Mese/Ritzau Scanpix