Galskaben breder sig

8. august 2020, 08.23

I denne uge kom Veganerpartiet endnu et skridt nærmere opstilling til næste valg. Et hovedpunkt - måske eneste punkt - i partiprogrammet er, at man skal holde op med at spise kød, alene fordi der er penge i det!

Nu har jeg jo aldrig spist kød, fordi der var penge i det - mest, fordi jeg var sulten. Og kunne lide en god bøf.

Men som galskaben breder sig i nutidens samfund skal det såmænd nok lykkes at overbevise en del vælgere om, at det er et budskab, det er værd at stemme på ...

»Og det betyder jo ikke,« forsikrede en af partiets stiftere - jeg husker ikke hans navn - »at man ikke må spise kød.«

Skulle man for eksempel finde en død fugl på en motorvej (eller et pindsvin, der ikke bare sover, men er kørt over (frit efter Shu-bi-dua)) - jamen, så er det i orden at tage ådslerne med hjem, tilberede dem, og æde dem.

Man ser i ånden tusindvis af danskere rende rundt mellem bilerne på landets motorveje for at finde noget ordentligt at putte i kødgryderne ...

Jo, det parti har efter kun to år indrettet sig efter, at man ikke blive valgt til Folketinget, hvis ens politik er uspiselig i det store, danske, kødædende vælgerhav.

Partiet siger for sig, at det kan indlede et samarbejde med Alternativet. God ide! Taberne slår sig sammen - og så vinder de! Eller som socialisterne sagde i gamle dage: Sammen er vi stærke!

Men det var i gamle dage, da Socialdemokratiet satte solidaritet i højsædet.

Veganerpartiet støtte Mette Frederiksen som statsminister - 10 procent. Jakob Ellemann vil de støtte med 0 procent. Jeg ser for mig Ellemann drage et lettelsens suk. Så skal han i det mindste ikke indrette sig efter Veganerpartiet, hvis - når? - han en dag skal være statsminister ...

For »at indrette sig« synes at være den nye sort i dansk politik. I denne uge indrettede såvel Dansk Folkeparti som De konservative sig efter Mette Frederiksens valgløfte om en ny tids efterløn:

Den med Arne!

Ganske vist var begge partier enige med et flertal om en seniorpension, der har vist sig at virke fortrinligt: Nedslidte kan faktisk godt komme på tidligere pension.

Hvis de altså er nedslidte.

Men Socialdemokraterne skyndte sig op til valget at overgå. Derfor spillede de ud med løftet om at alle, der havde arbejdet i mange år, skulle tidligt på pension, hvis de selv syntes, de var nedslidte.

Selv!

At et flertal af os synes, det lyder godt, kan ikke komme bag på nogen! Der er jo rødt flertal for tiden, og også blandt blå vælgere er der nogen, der godt vil på pension, når de ikke orker at arbejde mere. Og der er jo mange, der ikke husker, hvad efterlønnen betød for samfundsøkonomien.

Det kommer derimod bag på mange, at Dansk Folkeparti og De konservative nu pludselig også synes, de rødes ide er værd at gå videre med. Hvis de kan få lettelser på skatterne (Konservative) og stramninger på udlændingepolitikken (DF) til gengæld ...

Den måde at se tingene på i en tid, hvor blå blok slås om stemmerne, er naturlig - selv om landets mest fremtrædende økonomer vender tommelen nedad for Arnes efterlønsordning. Den er uansvarlig og har slet ikke den effekt, regeringen hævder.

Men i et land, hvor konkret viden er umoderne, skulle man nødig tro på, hvad økonomer siger. De kan jo hverken læse i glaskugler eller kaffegrums.

Men Berlingske støttede økonomerne. De skrev, at Dansk Folkeparti (...) og »et opportunistisk Konservativt Folkeparti under Søren Pape Poulsen« skal ikke lade sig bestikke af skattelettelser og udlændingestramninger til at støtte Mette Frederiksens moderne efterløn. De skal lytte til økonomerne.«

Når selv landets konservative avis kalder De konservative et opportunistisk parti - læs: populistisk - skulle man tro, det kunne afføde konservativ eftertanke ...

Men opportunismen har gode kår. DF, der bløder vælgere til både højre og venstre, besluttede på sit landsråd at gøre op med fortiden. En del af den, i det mindste. Morten Messerschmidt blev næstformand i stedet for Søren Espersen, der har været del af toppen så længe, nogen kan huske - han selv inklusive - så det er da et generationsskifte, der giver mening!

Bortset fra at det vist ikke er Espersen, vælgerne har set som det største problem i toppen ...

Men nu sidder Messerschmidt der altså - og er i sin tale og hele sin fremtoning lige så gammel som de andre gamle fra partiets fortid.

Han begyndte med at slå et slag for kristendommens genindførelse i Danmark!

Jeg ved, at DF ikke går ind for islam. Men jeg vidste ikke at DF-vælgere var glødende kristne! Sidst, jeg var i kirke, så jeg ikke en eneste, der så ud til at stemme på hverken Pia, Tulle eller for den sags skyld Messerschmidt ...

Ja, da - den slags kan jeg se på folk!

-

Bemærk at jeg ikke har nævnt Corona med et ord hidtil - jeg kommer nu også sjældent på diskoteker og i natklubber. Men ordet hænger både mig og mange andre langt ud af halsen (også selv om de går med mundbind).

Min bror har en ven, der er så træt af Corona, at hun har omdøbt den til »Carina«.

»Så er det mere udholdeligt,« mener hun.

Sådan må vi hver især gøre vort for at holde galskaben ud.

Men glem nu alligevel ikke sæbe og håndsprit - og at holde afstand.

Det er stadig alvor ...