Tange Sø, Gudenåen og mennesker der bor her

27. marts 2021, 08.00

BALANCE Jeg er vokset op ved Silkeborgsøerne og Gudenåen. Cyklet forbi dem hver dag jeg skulle i skole. Fisket i dem. Sejlet på dem. Badet i dem.

Lige siden jeg var barn, har det været tydeligt for mig, at mennesket har været en del af søernes og åens forløb og udseende. Deres forløb var tydeligt styret på dele af Remstrup Å. Ved slusen. Vandets dybde skiftede hen over året. På en tør sommer kunne man stå under Oddebroen på bropillerne og fange småfisk med sænkenet. Nogle dage senere kunne man ikke, når sluserne var blevet åbnet lidt ved Papirfabrikken.

Mennesker og natur skal leve i balance, men os mennesker der bor her, skal altså også regnes med

Kasper Haagen Jensen

Og ved siden af Langsø og ud af Gudenåen løb Trækstien, skåret igennem landskabet for at fragte varer op ad Danmarks største flod. Selv vandremuslingen, der i disse år øger grøden og gør vandet i Gudenåen og søerne glasklart, er indført af os mennesker. Tange Sø er også skabt af mennesker. For præcist 100 år siden i disse måneder. I Ans har man således haft en sø i mands minde og noget til.

Min pointe er, at der ikke er ret meget omkring Gudenåen i dag, der er ren natur. Alt er et resultat af, at her har levet mennesker i hundredvis og nogle steder tusindvis af år. Og det er i dét, at vi må finde balancen. Balancen mellem mennesker og natur. En natur, der på store stræk er skabt og tilpasset af os mennesker. Så vi kan bo tæt på naturen, i naturen og i tidligere århundreder udnytte naturens kraft til at producere og skabe.

Nu har vi mennesker så skabt vandramme-direktiver og habitat-områder. Det gør vi af bedste mening, for at passe på den natur vi har. For at vi mennesker kan nyde den natur vi har. For at den også er her til vores efterkommere. Men når naturen får forrang for de mennesker, der bor ved den. Når Ans by skal miste deres perle af en sø, fordi det er den »helt perfekte« løsning for naturen. Så har vi efter min mening mistet balancen. Det lyder helt skørt. Forestil jer, at man ville tømme en af Silkeborgsøerne? Det kan man da ikke.

Mennesker og natur skal leve i balance, men os mennesker der bor her, skal altså også regnes med.

Indlæser debat...