
Regeringen vil ændre gratis genansøgning om statsborgerskab
Søger man om dansk statsborgerskab for tredje, fjerde eller femte gang skal det koste et gebyr per gang.
Udgivet:22. marts 2023, 19.00
Læsetid:2 minutter
Hvis man ikke opnår dansk statsborgerskab i første eller andet forsøg, skal det koste et nyt ansøgningsgebyr per gang, man søger, mener regeringen. (Arkivfoto).
2 måneder siden
KØBENHAVN For at blive dansk statsborger skal man betale 4000 kroner for hele processen. Indtil nu har det været en engangsbetaling.
Det vil regeringen ændre, så ansøgere skal betale et beløb hver gang, de søger.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra udlændinge- og integrationsministeriet.
- Ministeriet har set talrige eksempler på, at en ansøger har søgt adskillige gange og fået afslag hver eneste gang, lyder det fra Kaare Dybvad Bek, som er udlændinge- og integrationsminister.
- Regeringen sætter ikke spørgsmålstegn ved, at man skal have lov til at ansøge, men det nytter ikke noget, at man bare kan søge igen og igen uden at skulle betale et gebyr.
En del af processen i jagten på det rødbedefarvede pas er, at man skal bestå indfødsretsprøven.
Ved den seneste prøvetermin i november 2022 bestod 53 procent af de 3955 prøvedeltagere.
Prøven indeholdt blandt andet spørgsmål om filmen "Druk", Kanslergadeforliget i 1933 og Svend Tveskæg. Dumper man prøven, får man ikke statsborgerskab.
Mindst 36 af de 45 spørgsmål skal være besvaret korrekt.
Men skulle det gå galt første gang, bliver man ikke afkrævet et ekstra gebyr ved ansøgning nummer to. Det er først, hvis ansøgere søger mere end to gange.
- Jeg synes, det er helt fair at sige, at hvis du vil søge for tredje, fjerde eller femte gang, så må du også betale ved kasse 1, mener ministeren.
Regeringen ønsker samtidig at gøre det billigere for unge født eller opvokset i Danmark, at søge om statsborgerskab.
- Når det kommer til de unge, som er født eller opvokset her i landet, har vi en særlig forpligtelse efter statsborgerretskonventionen, og derfor mener jeg, at det er på sin plads, at vi sænker gebyret for denne gruppe, lyder det fra Kaare Dybvad Bek.
Ifølge ministeriet er formålet med den nye ekstra opkrævning, at modtagere, som har fået afslag ikke ukritisk genansøger. Det kan nemlig føre til længere sagsbehandlingstid for alle ansøgere.
Det er endnu uvist, hvor meget det skal koste at søge om statsborgerskab efter forsøg nummer to. Hvor meget det skal koste for unge, som er født eller opvokset i Danmark, er heller ikke besluttet.
/ritzau/