Landstræner får pris for regnbuekritik af UEFA under EM

Kasper Hjulmand får LGBT+prisen »Årets Laks« for kritik af UEFA, da stadion ikke måtte være oplyst i regnbuefarver

20. august 2021, 11.00

Kasper Hjulmand får prisen Årets Laks, der hvert år uddeles af LGBT+ Danmark til en person, der er svømmet mod strømmen. Foto: Ritzau Scanpix

PRISUDDELING: Landstræneren for det danske herrelandshold i fodbold, Kasper Hjulmand, er blevet tildelt prisen »Årets Laks« af LGBT+ Danmark.

Det oplyser DBU.

Prisen gives til en person, som gennem det seneste år har gjort noget særligt for bevægelsen, der repræsenterer homoseksuelle, biseksuelle, transpersoner og andre, der bryder med normerne for køn og seksualitet.

Hjulmand modtager prisen, fordi han under sommerens EM i fodbold blandede sig i debatten om brug af regnbuefarver på stadioner.

Det var i forbindelse med, at UEFA forbød EM-stadionet i München i at være oplyst i regnbuefarver.

Markeringen var sat i værk, fordi Ungarns regering tidligere i år indførte en lov, der gør det ulovligt at »vise og promovere« homoseksualitet for børn og unge under 18 år.

Det ville Uefa ikke have, da forbundet fandt markeringen politisk, men det undrede dengang Kasper Hjulmand.

- Fodbold er det største sociale fænomen i verden, og hvis vi bruger det rigtigt, så kan vi skabe nogle sociale forandringer, som er gode.

- Og det har intet med politik at gøre, og jeg bryder mig ikke om politiske statements, for det er det her ikke for mig. Hvad er politik, og hvad er mere fundamentale menneskerettigheder, som man skrev under på i 1948? (FN’s menneskerettighedserklæring, red)

- Vi er født lige

- Vi er født lige, og vi hylder diversiteten, og vi hylder, at alle har lige ret. For mig har det intet med politik at gøre, sagde han.

Hos LGBT+ Danmark siger forperson Ask Ulrich Petersen, at Kasper Hjulmand med sin udtalelse viste, at alle må være, som de vil.

- Som Hjulmand selv så korrekt formulerede det i et interview, er fodbold det største sociale fænomen i verden og har potentialet til at skabe positive, sociale forandringer.

- Det potentiale bidrog Kasper Hjulmand til at udleve ved at stå fast om menneskerettigheder og bruge sporten til at sende et klart signal til regeringer rundt om i verden, siger han pressemeddelelsen.

Kasper Hjulmand siger, at han er glad for at modtage prisen.

- Men det betyder endnu mere for mig, hvis det kan sætte fokus på de udfordringer, vi har, hjælpe og gøre en forskel, siger han. /ritzau/

Stadionet i München måtte ifølge UEFA ikke være oplyst i regnbuefarver under EM, da det ifølge forbundet var rettet mod Ungarn, der for nylig indførte en lov, som gør det ulovligt at promovere homoseksualitet blandt børn og teenagere. Foto: Jørgen Fromme/Ritzau Scanpix
De seneste ti års modtagere af Årets Laks

2021: Kasper Hjulmand, landstræner for herrelandsholdet i fodbold, for sit forsvar af LGBT+-personernes rettigheder - blandt andet ved at kritisere Uefa, fordi forbundet forbød stadion at være oplyst i regnbuefarver.

2020: LGBT Asylum for organisationens bemærkelsesværdige arbejde for at hjælpe LGBT+-flygtninge med at navigere i det danske asylsystem og med at opbygge et socialt netværk her i Danmark.

2019: FSTB - Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn for at sætte fokus på transkønnede børns udfordringer både politisk og socialt, samtidig med at de har etableret en rådgivning til de forældre, hvis børn er transkønnede.

2018: Forfatter Leonora Christina Skov for sin selvbiografiske roman »Den, der lever stille«, som giver en stemme til alle LGBT+-personer med problematiske oplevelser i bagagen.

2017: Den norske ungdomsserie »Skam« for at have bragt et nuanceret og realistisk billede af at være ung og homoseksuel.

2016: Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg for beslutningen om at fjerne transkønnethed fra afsnittet med psykiske sygdomme.

2015: Cpr-kontoret for deres gode håndtering af den nye lov om juridisk kønsskifte.

2014: Daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for sit arbejde for homoseksuelles ret til ægteskab.

2013: Martin K.I. Christensen for at være grundlægger af Ilga, en fælleseuropæisk organisation for LGBT’ere.

2012: Lars Aslan Rasmussen (S) fra Københavns Borgerrepræsentation for sin rolle som giftefoged i Københavns Kommune, hvor han kaldte homoseksuelle par for ægtefolk.