Midtjyske Meninger: Kræft og klummer

Af Christoffer Trane Løvstad Virklund

Kender du nogen, der har eller har haft kræft? Ja, det gør du med høj sandsynlighed. For flere og flere danskere har diagnosen - fordi vi bliver ældre, og mange lever med diagnosen i længere tid, fordi vi bliver bedre og bedre til at behandle kræft i Danmark. Siger man kræft, siger man også statistik. Hver niende danske kvinde bliver ramt af brystkræft. Siden januar er statistikken desværre rykket ind i vores hverdag. Mine kone, Anne på 33 år, har fået konstateret brystkræft.

Derfor er dagens klumme den første, jeg skriver, siden jeg fyldte 40 år. Det skyldes imidlertid ikke en 40 årskrise med en deraf følgende skriveblokering. Desværre, fristes jeg til at sige. Kort efter min fødselsdag fik Anne konstateret brystkræft. Sådan blev vi altså en del af den statistik og den sygdom, som rammer så mange. Kræft fylder. I spalterne, i tv, på sygehuse og på Christiansborg. Kræft fylder dog allermest hos de familier, der rammes af sygdommen. Fra den ene dag til den anden ændres dagsorden og perspektiv. Eksistentielle tanker myldrer både hos de pårørende og hos den syge selv. Det har været mig umuligt at skrive noget nogenlunde begavet om et nyt Jorn-museum, SIF’s fald fra tinderne eller en ny svømmehal. Mit udgangspunkt har alle dage været, at en klumme bør indeholde humor og generelt skrives ud fra et positivt perspektiv. Andre skribenter kan have andre udgangspunkter, men mit udgangspunkt har ikke været foreneligt med en hverdag med bekymringer, sygehuse, diagnoser, prøver, operationer, kemobehandlinger og hvad der ellers følger med. Og sagt i al beskedenhed, er hverdagen også fyldt pænt godt op. Carl på snart tre år og August på fire kræver jo også en vis opmærksomhed.

Det kan let lyde som en jammerdal. Og sådan skal det ikke være. Læseren skal ikke trækkes med vores sorg og sygdom. Derfor pausen. Derfor vil klummerne herfra også komme med ujævne mellemrum i den kommende tid. Når jeg alligevel vælger at delagtiggøre jer i livet som pårørende, er det blandt andet fordi, jeg synes, netop de pårørendes perspektiv også er vigtigt at have for øje i kampen for at knække cancer. Det er Anne, der er i behandling, men hele familien, der skal vinde den her kamp.

Hvor skræmmende det end lyder, bringer situationen også uventede gaver med sig. Sådan skrev Andrea-Elizabeth Rudolph venligt til mig for nogen tid siden. I slut ’90erne og ’0erne var hun radio- og tv-vært. Vi var mange drenge, der af åbenlyse årsager syntes, at hun var meget, meget dygtigere på tv end i radioen. Nu lytter jeg til hende igen. Hun har selv haft kræft og har fortalt åbenhjertigt om sit forløb og op- og nedture. Indtil videre har de uventede gaver været pakket ind i form af en rørende og enestående hjælp fra familie, venner, naboer og arbejdspladser.

Et enkelt opråb til regionen. Lige ud for kræftafdelingen på supersygehuset, Gødstrup, er et rygeskur. Flyt det. Omgående.