Efter skandale med amputationer: Regionen udpeger to nye direktører i en periode
Udgivet:25. maj 2022, 21.22
Læsetid:1 minut
Udgivet:25. maj 2022, 21.22
Læsetid:1 minut
Lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Jørgen Schøler Kristensen, og vicedirektør i Sundhedsplanlægning, Rikke Skou Jensen, er begge trådt ind i direktionen i en tidsbegrænset periode indtil en permanent løsning er fundet. Foto: Tonny Foghmar
Region Midtjylland har onsdag peget på to nye personer, der skal afløse den fyrede direktør Ole Thomsen, som regionsrådet besluttede at afskedige efter den såkaldte amputationsskandale.
Det drejer sig om lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Jørgen Schøler Kristensen, og vicedirektør i Sundhedsplanlægning, Rikke Skou Jensen.
De er begge konstitueret med titel af koncerndirektører. Det oplyser Region Midtjylland onsdag.
- Jeg er glad for, at Jørgen Schøler Kristensen og Rikke Skou Jensen har sagt ja til at påtage sig opgaverne i direktionen. De er begge kompetente og erfarne ledere, og dermed har Region Midtjylland en sikker hånd på sundhedsområdet, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Rikke Skou Jensen og Jørgen Schøler Kristensen vil sammen varetage opgaver knyttet til de somatiske hospitaler, udover de øvrige områder i organisationen de hver især får ansvaret for.
Desuden vil Jørgen Schøler Kristensen i konstitueringsperioden fortsat løfte opgaven som formand for Medicinrådet.
Rikke Skou Jensen konstitueres pr. 25. maj og Jørgen Schøler Kristensen pr. 1. juni.
Direktionen består således pr. 1. juni af regionsdirektør Pernille Blach Hansen, koncerndirektør Anders Kjærulff, konstitueret koncerndirektør Jørgen Schøler Kristensen og konstitueret koncerndirektør Rikke Skou Jensen.
Indholdet i stillingsopslag til permanent besætning i direktionen forventes klar på den anden side af sommerferien
Region Midtjylland er blevet skarpt kritiseret for at have foretaget forholdsvist mange amputationer. Regionen lå forholdsvist højere med amputationer end andre regioner.
Samtidig viste undersøgelser, at området var underprioriteret i regionen. Men der blev ikke handlet på de lægefaglige konklusioner i undersøgelsen.
Indlæser debat