
Om Himmelbjerget - Folkets Bjerg
Udgivet:22. juni 2021, 12.48
Læsetid:2 minutter
2 år siden
HIMMELBJERGET Indlægget i vor avis d. 17.6.2021 af Anders Hougaard, Peder Porse og Kirsten Vang Nielsen. Noget bedre er aldrig skrevet!
Det gælder hele ånden i omtalen om fortiden, dets nuværende rolle samt perspektivet for fremtiden. Der tales ærligt om muligheder og status i tæt relation til folkets ønske, hvad enten alle har gjort sig det klart i en debat eller blot vil det stille og roligt spontant forløbende liv.
I en tid, hvor alt skal vurderes som »naturværdi«, er ønskesedlen løbet af skinnerne. Nok med bedste hensigt i øvrigt - og dog. Passer vi ikke på, ender vi i den ulykkelige tilstand, at man for diverse entreer kan få forevist giraffer, elge, elefanter, bisonokser, vilde heste og køer. Nyanlagte blomsterenge samt sjældne buskadser i sumpet terræn med skildpadder, der for længst er uddøde her i landet. Alt hegnet til formålet. Danmark bliver et Walt Disneyland med rentabilitet, når turisterne med diverse slagtilbud er lukket og lokket gennem hegnet. Bilen lovlig parkeret på den velbeliggende P.
Sidste fodfejl - naturnationalparker - sælges markedsført som værende udslag af: »Nej nu skal du se natur, kære turist. Vi har og kan det hele. Skulle en »naturlig« død (sultedød, sygdom eller påkørsel) skæmme billedet, så vil vi for eftertiden lytte til dyreværnsloven og starte et dyrlægekorps, der holder balance i tingene.«
Vi har overskredet ønskesedlernes opfyldelse. Lad os stoppe. Her og nu. Det drejer sig om misforstået elskov og misforstået udfoldelse.
Lad os igen læse St. St. Blichers sang: »Kær est du fødeland, sødt er dit navn«. Og bevare just det med de ændringer, som naturen medfører ifølge eget forløb og praktisk ledelse, når menneskets tilstedeværelse bliver for kompliceret. Som vi hæger om bøgen og den blomstrende gyvel skal homo sapiens også have sine livsvilkår tilgodeset og respekteret, da vi hører til blandt jordens originale skabninger.
Folkets Bjerg skal ikke være nyt offer for sidste skrig i en skør »naturudstilling«, der blot er et misforstået miks af »grønne tanker, rentabilitet og optimal tilgængelighed«. Far med lempe. Please - trods underholdningsværdien.


Hvad er der fat med Folkets Bjerg?
Intet hindrer os i at begynde på mandag.
De bedste forhåbninger.