Sands villa er landets næststørste boligsalg

Nu kendes det præcise beløb for Ebbe Sands millionvilla

6. august 2014, 11.01

Det er ikke sparet på noget i den villa, som Ebbe Sand opførte i Svejbæk i 2006. Villaen er på 404 kvadratmeter. Hertil kommer en kælder på 375 kvadratmeter. Kvadratmeterprisen er på 65.594 kroner. Foto: Nybolig

SEJS-SVEJBÆK Direktør Michael Grosbøl måtte smide 26,5 millioner kroner på bordet for at anskaffe sig Silkeborg og omegns suverænt dyreste bolig.

Det fremgår af den offentligt tilgængelige tingbogsattest over den villa, som den forhenværende, professionelle fodboldspiller, Ebbe Sand, opførte i 2006 på Kalsholtvej i Svejbæk. Pragtvillaen, som ligger direkte ned til Julsø og med udsigt til Himmelbjerget, var ellers udbudt hos den lokale Nybolig-mægler, Jesper Lyngsø, til 35 millioner kroner. Der er altså givet et nedslag på 8,5 millioner kroner.

Næstdyrest i Danmark

Salget af villaen i Svejbæk er ifølge de nuværende tingbogsoplysninger den næstdyreste bolighandel, der er indgået i Danmark i år. Handlen overgås kun med 400.000 kroner af en villa på Strandvejen i Klampenborg, som er blevet solgt til 26,9 millioner kroner.

Ebbe Sand indrettede den 404 kvadratmeter store bolig. I kælderen er der blandt andet vinkælder, vinsmagningsrum, opholdsrum, fitnessrum, swimmingpool og sauna. Selve grunden er på 1,9 hektar.

Ebbe Sand var nærmest tvunget til at sætte huset til salg, fordi hans søn lider af en særlig slem form for allergi, hvorfor familien er flyttet fra Svejbæk til Dubai. Ebbe Sand ejer dog stadig nabohuset til sin tidligere ejendom på Kalsholtvej, som han lejer ud.

Den samlede ejendomsvurdering for den solgte ejendom er på 26,2 millioner kroner, og dermed er ejendommen blevet solgt en anelse over vurderingen. Michael Grosbøl overtog pragtvillaen den 1. maj i år.