
Lang rejse mod padelanlæg slutter med åbningsfest
Kjellerup Tennis og Padelklub åbner sine baner officielt på lørdag - men man har allerede været i gang længe. Med succes
Udgivet:08. juni 2023, 18.23
Læsetid:3 minutter
Mona Øster, Gitte Berg, Ejvind Holm og Pia Mikkelsen ved det nye baneanlæg, der indvies på lørdag.
4 måneder siden
KJELLERUP På lørdag den 10. juni er der fest på Bjerget i Kjellerup om eftermiddagen. Da åbner Kjellerup Tennis og Padelklub sine nye padelbaner officielt. Og dermed kan folkene bag banearbejdet imødese slutningen på et projekt, der har varet i fire år.
De to padelbaner på Bjerget har allerede været taget i anvendelse siden årsskiftet.
Og der er stor søgning til dem, fortæller formand for Kjellerup Tennis og Padelklub, Mona Øster, der sammen med projektfolkene Ejvind Holm, Gitte Berg og Pia Mikkelsen er mødt frem for at fortælle om, hvor stolte de er på egne og Kjellerups vegne over den måde, som hele projektet er kørt på.
Kæmpe opbakning
Ikke mindst, at der har været en kanon-opbakning fra virksomheder, forretninger, foreninger og private borgere i byen.
- Vi er rigtig glade for de mange penge, der er kommet fra både kommunen og fra lokale folk, siger Mona Øster.
- Og jeg synes, at det er rigtig flot, at der også er andre lokale idrætsforeninger, der har givet et tilskud til banerne.
Gitte Berg tilføjer, at opbakningen fra byen viste sig igen og igen - især da projektet viste sig at blive dyrere end først planlagt. Da var der igen lokale folk, der støttede op. Blandt andet ved at købe klubobligationer.
Budget holder
Silkeborg Kommune har støtte projektet med 1.148.000 kroner. Samlet har projektet samlet 2.046.300 kroner til projektet.
Banerne har vist sig at være en succes fra begyndelsen. Og det glæder projektformand Ejvind Holm, for det har hele tiden været meningen, at padeltennisprojektet ikke blot skulle løfte Kjellerup Tennis og Padelklub; projektet skulle også løfte hele byen og egnen.
Der er kommet 58 medlemmer ind, der spiller padeltennis. Der er 101 medlemmer i Kjellerup Tennis og Padelklub i alt.
Og derudover er der mange, der kommer ind via »pay & play, hvor man betaler for at spille en bestemt periode på banerne.
Og interessen er så stor, at det budget, som man har lagt for banen ser ud til at holde, så der er økonomi til at afdrage det lån man har været nød til at optage, samt til de driftsomkostninger, der er forbundet med at drive anlægget.
Mona Øster glæder sig over, at mange af de nye medlemmer, der er kommet i klubben, er unge mennesker. Dermed er en del af planen gået i opfyldelse - for man vil gerne have nye generationer til at bruge anlægget på Bjerget.
Mere lækkert
- Vores tennistræner, der bor i Viborg, fortæller os, at vores anlæg er betydeligt flottere og mere lækkert end mange andre steder - som Viborg. Hun fortæller, at anlægget i Viborg nærmest ligger på en mark, mens vi her i Kjellerup har banerne liggende nærmest i Krabbes grønne Ring. Det gør en forskel, siger Gitte Berg.
Tennis-anlægget er ikke færdig med sin fornyelse endnu. Lige nu er man i gang med at få anlagt en helårsbane, så der kan være noget for tennisfolket både med padel og den originale tennis året rundt.
På lørdag den 10. juni kommer byrådsmedlem Susanne Jakobsen for at klippe snoren.
Der for forskellige taler; der er lidt at spise og drikke - og så er det også muligt at afprøve det nye anlæg. Man skal blot tage træningstøj med, så sørger Kjellerup Tennis og Padelklub for resten.
