Leder: Stærkt Silkeborg - men husk borgerne

1. december 2020, 12.52

Foto: Martin Ballund

November er grå og trist. Men særligt borgmester Steen Vindum (V) og formanden for den lokale afdeling af DI, Peter Stampe, går alligevel nok rundt og soler sig i lyset af DIs erhvervsundersøgelse. Den bringer Silkeborg op på en fjerdeplads, når det handler om erhvervsvenlighed.

Det er imponerende, når man tænker på, at Silkeborg Kommune for blot ti år siden var helt nede på plads nummer 91. Forrige år på plads nummer 31. I 2019 nummer 8. Og hvad kan det ikke blive til næste år ...? For ambitionerne må ikke stoppe her. Skanderborg er desværre et godt eksempel på, at hvis fokus slækkes, går det hurtigt ned ad bakke. I 2016 lå Skanderborg nummer tre, mens placeringen i år kun rækker til en 33. plads. Til gengæld er Favrskov Kommune godt med på en 18. plads, Ikast-Brande er - som sædvanlig - nummer ét, og det ser ikke godt ud for Wilbek og co. i Viborg med en 62. plads.

En fjerdeplads er flot, men ambitionen må også være at sigte endnu højere. Status quo er lig med tilbagegang, så positionen skal cementeres og gerne forbedres. Samtidig med at vi husker kerneydelserne. Husker at få borgerne med

Brian Holst i Lederen

Silkeborgs fremgang er udtryk for, at serviceniveauet er styrket i forhold til både eksisterende og nye virksomheder. De positive historier bliver fortalt, og som lokalt medie ser vi det som vores rolle at tale byen og erhvervslivet op. Og naturligvis komme med konstruktiv feedback når det kræves. For selvom der er kul på erhvervslivet, må en erhvervsundersøgelse, hvor trods alt blot 108 virksomheder i Silkeborg Kommune har deltaget, ikke betyde, at skyklapperne er på. Silkeborg Kommune har desuden med snilde og fokus også tilpasset sig undersøgelsens objektive kriterier. Det er fair nok. Men vi må ikke glemme at få borgerne med på toget. Der er i hvert fald en del nye tilflyttere, som føler sig forbigået med hensyn til institutionspladser til børnene og må ud på omveje og til andre byer for at få børnene passet i en institution. På Midtjyllands Avis har vi sat fokus på 17-årige Lasse, der er en ung mand med udfordringer, men også en ung mand med mod på at komme i uddannelse. I adskillige måneder har han været parkeret i det kommunale system. Og han er desværre ikke alene.

Silkeborg Kommune har desuden været igennem en større sparerunde, og det ville da være rart, hvis erhvervsvenligheden på et tidspunkt også gav sig udslag i velfærdsforbedringer.

Men. Det ændrer ikke på, at det er vigtigt, at Silkeborg Kommune er let at have med at gøre for det lokale erhvervsliv. Smidighed og agilitet er vigtigt, så alt ikke sander til i administration.

En fjerdeplads er flot, men ambitionen må også være at sigte endnu højere. Status quo er lig med tilbagegang, så positionen skal cementeres og gerne forbedres. Samtidig med at vi husker kerneydelserne. Husker at få borgerne med.