Ny medarbejder med fokus på klima

ABC Pavilloner i Engesvang har ansat Thomas Kildeby Pedersen fra Silkeborg. Han er bygningskonstruktør med speciale i klimaforandringer

29. januar 2021, 12.15

ABC Pavilloner oplever en stigende efterspørgsel på miljøcertificeringer i både traditionelt byggeri og præfabrikeret byggeri, og i den forbindelse har virksomheden brug for nye kræfter, der kan bidrage med ny viden og ekstra ressourcer. Til den opgave faldt valget på Thomas Kildeby Pedersen fra Silkeborg.

JOBNYT: Den midtjyske modulbygger ABC Pavilloner har længe arbejdet med bæredygtighed, men går nu skridtet videre i forhold til at dokumentere indsatserne. Virksomheden har derfor ansat en bygningskonstruktør med speciale i klimaforandringer, Thomas Kildeby Pedersen, i en nyoprettet stilling. Hos ABC Pavilloner skal han særligt bruge sin klimaspecialisering til at arbejde med at svanemærke virksomhedens produkter og fungere som konsulent for DGNB, der er en bæredygtighedscertificering, som bruges til at bedømme nybyggeri.

Thomas Kildeby Pedersen fra Silkeborg er uddannet ved VIA University College.

Han har tidligere erfaring som bygningskonstruktør hos blandt andre det tidligere Midtconsult (nu ÅF), Hus Compagniet og senest Vesterbro Huse.

- Jeg glæder mig over nu at skulle fordybe mig i mit speciale vedrørende klimaforandringer hos ABC Pavilloner. Stillingen giver mig rig mulighed for at rådgive i forhold til miljøcertificeringer, komme med indspark til nye grønne tiltag og dokumentere samt kvalitetssikre indsatserne. Det bliver således spændende at bidrage til dokumentation og videreudvikling af virksomhedens grønne profil, siger Thomas Kildeby Pedersen.

Han er 41 år gammel, er gift og har tre børn. I fritiden svømmer han og er tillige svømmeinstruktør. Han er meget musikinteresseret og spiller selv.

MTL