Ulstrups hal-chef hædret for godt hoppe-initiativ

Halinspektør Dines Boye og to af hans medarbejdere har netop modtaget Handicapprisen 2019

Udgivet:29. februar 2020, 09.56

Læsetid:3 minutter

Knud Ole Thykær (tv.) står her med Nils Borring og de glade vindere - fra højre Dines Boye, Louise Andersen og Le Ngoc Tang. Foto: Favrskov Kommune

3 år siden

ULSTRUP Alle børn elsker at hoppe.

Det gælder også børn mad fysisk eller psykisk handicap, og det har de haft blik for i Ulstruphallen i lang tid.

Når der i vinterferien og efterårsferien er stort hoppeland i Ulstruphallen, så er en af åbningsdagene dedikeret til børn med handicap og deres forældre, og det er blevet en sikker succes. Nu har den også udløst hæder til Ulstruphallen og halinspektør Dines Boye.

Han har netop modtaget Favrskov Kommunes Handicappris 2019.

- Ulstruphallerne og Dines Boye modtager prisen for det store engagement i at sikre fysisk og psykisk tilgængelighed samt plads til alle uden skelen til funktionsniveau, sagde borgmester Nils Borring, da han ved en festlig sammenkomst i hallen torsdag begrundede valget af prismodtager.

- Dines har gennem flere år investeret sin egen tid til opstart og afholdelse af hoppeland to gange årligt dedikeret til børn og unge med særlige behov og deres familier. På disse dage har hallerne dannet rammen for et stigende antal børn og unge fra nær og fjern, som ellers ikke ville være i stand til at deltage i et sådan arrangement.

- Ved siden af dette har Dines i forbindelse med ombygninger i Ulstruphallerne været aktiv omkring at tænke netop tilgængelighed ind - som eksempelvis forbedrede handicaptoiletter og parkeringspladser, sagde borgmesteren.

Positivt fokus

Handicapprisen uddeles hvert år af Handicaprådet i Favrskov Kommune oger med til at sætte positiv fokus på forholdene for mennesker med et handicap. Formanden for rådet

Knud Ole Thykær, deltog da også, da Dines Boye og hans to medarbejdere Louise Andersen og Le Ngoc Tang modtog prisen.

Flere borgere har indstillet Ulstruphallerne og Dines Boye til prisen. Blandt dem er Camilla Nyegaard fra Ulstrup. Hendes ros til halbestyreren blev også citeret af borgmesteren.

- Ulstruphallerne og Dines Boye gør hele tiden en ekstra indsats for at inkludere alle og tage hensyn, så børn og unge med særlige behov også kan være med på deres egne præmisser. Der foregår mange aktiviteter, og der er et stor engagement, som sikrer, at alle kan være med. Uden opbakning og engagement fra Ulstruphallerne og Dines Boye ville det ikke være muligt at afholde Hoppeland for børn og unge med særlige behov, og snakken om det arrangement har spredt sig lokalt, hvor flere får øjnene op for, hvad Ulstruphallerne faktisk formår.

Motorik-legetøj

Med prisen følger en check på 5.000 kroner, og Dines Boye ved allerede, hvad pengene skal bruges til.

- Vi vil købe motoriklegetøj til de mindste børn. Der er kommet meget spændende nyt, og vi kan godt få en del for pengene. Det nye legetøj kan bruges, når vi har hoppeland.

Han udtrykker stor glæde over at vinde prisen, men siger samtidig, at han og hans medarbejdere jo ikke har gjort noget ekstra.

- Vi er jo servicemennesker og har hele tiden fokus på, at der skal være muligheder for alle. I princippet kan alt jo lade sig gøre, så det handler om, at folk kommer med deres ideer og ønsker, og så ser vi, hvad vi kan gøre. Jeg betragter prisen som et fedt skulderklap og er meget glad for den, siger Dines Boye.

Og har han så stadig flere gode ideer og ønsker?

- Det kunne være spændende at få en stor port i en af hallerne, så vi kan få en mobil klatrevæg med trampoliner til. Det er jo vigtigt at tænke på, at en hal er mere end foldbold, håndbold og badminton, lyder det fra dagens prismodtager. sinn

Camilla Nyegaard fra Ulstrup var blandt dem, der havde indstillet. Dines Boye til prisen og var med til at gratulere ham ved overrækkelsen. Foto: Favrskov Kommune
Alle børn holder af at lege og hoppe. Det er de godt klar over i Ulstruphallerne, der hvert år fylder flere haller med glade børn, der hopper og leger og hygger i det kæmpestore hoppe-og legeland. En dag er dedikeret til børn med fysisk og psykisk handicap, og den gode idé har nu givet halinspektør Dines Boye og to af hans medarbejdere Handicapprisen. Foto: Jakob Stigsen Andersen