Danske børn skal hjem fra Syriens lejre

10. april 2021, 08.00

BEKYMRENDE Jeg er glad for, at det endelig lykkedes at skabe nok politisk pres til, at vi skal have de danske børn hjem fra Syrien. At det skulle være så svært, bekymrer mig dog for vores demokratiske debats sundhed.

Venstrefløjen får ofte skudt i skoene, at vi ikke er villige til at tage snakken om integration eller indvandring. At vi altså kortslutter den demokratiske samtale af blødsødent hensyn til de menneskeskæbner, det går ud over.

Sagen om de danske børn i Syrien illustrerer dog, at det modsatte er ved at blive tilfældet. I konkurrencen om at have den hårdeste politik, er det nu blevet normen, at partier tager den strammest mulige position hver gang. Ellers frygter man, at andre partier fremstår mere »indvandrekritiske«.

Efter forsømmelsen af danske børn i helvedeslejre bør det stå klart, at en åbensindet vurdering af bestemte sager og deres kompleksitet går tabt i dette politiske klima. Ikke på grund af blødsødenhed, men fordi argumenter, nuancer og respekt for andres synspunkter drukner i kampen for at se strengest ud.

Kritikere af venstrefløjen er på dette område gået så meget over i den anden grøft, at man ikke forholder sig sagligt til noget så åbenlyst forkert som danske børn i frygtelige lejre i udlandet. Den demokratiske samtale dør hen, hvis konkrete mennesker og deres omstændigheder bliver overskygget af en politisk konkurrence om hvem der kan støtte flest stramninger. Jeg håber, at denne sag kan føre til en ny villighed til at diskutere og lære, og ikke blot gå i skyttegravene med urokkelige dagsordener.

Indlæser debat...