SIF slår hul til Esbjerg med klar sejr

Nicolai Vallys, Magnus Mattsson og Nicklas Røjkjær sikrede de tre point mod HB Køge

17. april 2021, 15.12

Nicolai Vallys var igen afgørende for SIF. Foto: Jakob Stigsen Andersen

FODBOLD Silkeborg IF tog lørdag eftermiddag endnu et lille, men vigtigt skridt mod Superligaen.

På udebane vandt rækkens nummer to med 3-0 over HB Køge, og dermed har SIF nu fire point ned til Esbjerg med syv kampe tilbage af oprykningsspillet og samtidig en markant bedre målscore.

Nicolai Vallys bragte i det 59. minut SIF foran med et hårdt skud fra kanten af feltet og serverede kort før tid desuden bolden på et sølvfad for Magnus Mattsson, der nemt score til 0-2

I overtiden satte indskiftede Nicklas Røjkjær punktum med mål på straffespark begået mod ligeledes indskiftede Alexander Lind.

Dermed endte endte med en klar sejr på en dag, der ellers længe var besværlig for SIF.

Særligt i første halvleg gæsterne det svært mod et meget kompakt og fysisk stærkt hjemmehold, der til gengæld selv havde store problemer med at skabe chancer i hele kampen.

HB Køge havde mange lange indkast og andre dødbolde, men formåede på intet tidspunkt at komme frem til store chancer mod en god SIF-defensiv.

SIF kom til den første gode mulighed efter 10 minutter, da Niklas Helenius ikke fik ordentlig ram på bolden i feltet, mens Magnus Mattsson også havde et par udmærkede forsøg efter løb med bolden.

Ellers kneb det med at skabe chancer i en bøvlet første halvleg, men det blev bedre efter pausen.

Efter et par fornuftige tilbud til Nicolai Vallys og Gustav Dahl kom der hul på bylden efter en lille times spil. Mads Kaalund fik et skud blokeret, og bolden røg ud til Nicolai Vallys, der fra kanten af feltet scorede med et hårdt skud.

Indskiftede Sebastian Jørgensen burde have bragt SIF foran med 2-0, men hans overplacerede sit flade skud i ellers fri position.

Kort før tid blev kampen lukket, da Magnus Mattsson satte sidste fod på et fremragende angreb, og overtiden blev der lukket og slukket, da HB Køge-keeper Oskar Snorre fældede indskiftede Alexander Lind. Det efterfølgende straffespark scorede Nicklas Røjkjær på med lidt besvær.

Indlæser debat...