Politisk Parentes: Bispen og påsken

Af Ejv Bjørnkjær. debat@midtjyllandsavis.dk

Jeg ved det godt, 1. april er kendt som dagen, hvor vi narrer hinanden april, men egentlig burde vi gribe os i vore barme og i stedet fejre morgendagen.

Thi i morgen er PALMESØNDAG. Dagen, hvor Jesus red ind i Jerusalem på et æsel. Her sluttede fasten, her indledtes den »den stille uge« - ugen før Kristi korsfæstelse. Man viftede med palmegrene i hyldest. Deraf navnet Palmesøndag - så ved De det!

For han havde jo ret, bispen af Roskilde, nu afdøde Jan Lindhard, da han for nogle år siden satte os på plads i vor uvidenhed:

»Danskerne ved ikke ret meget om påsken,« sagde han. »Men vi ved jo i det hele taget ikke ret meget om noget som helst, og det er der ikke noget nyt i ...«

Sådan vakte bispen os tit af vor dvale! Det var også ham, der foreslog at vi spiste fisk i pinsen - (og jeg, der blev syg ved tanken om fisk, fordi jeg en gang fandt en ...)

Men det skal jeg ikke komme nærmere ind på; det ville være synd for fiskerne og fiskehandlerne, der i forvejen har det hårdt nok med alle de alt for få kvoter!

Men »vi danskere ved ikke meget om noget som helst,« sagde altså bispen, »og især ved vi ikke meget om påsken og dens baggrund!« Sådan!

Min fætter Frede - Fjot, som vi kalder ham - blev stærkt forarget, mens vi sad der ved familiepåskefrokosten, for han er ikke i tvivl om højtidens baggrund:

»Det er jo Påskebryggens fødselsdag!« forklarede han og lod ordene ledsage af en god, lang slurk!

»Aaaah!« tilføjede han med et diskret lille bøvs - som for at hylde fødselsdagsbarnet.

Og så var den påske sat på plads ...

Men noget rod er det, ikke bare fordi vi aldrig kan finde ud af, om det skal være lammekølle, kylling eller hare, men også fordi påsken falder så forskelligt i tid.

I år først i april, det samme næste år, i iskulde, derpå sidst i april, hvor chancen for at indtage den velsignede påskefrokost i haven på en lun forårsdag er langt større. Jeg har aldrig forstået, at man ikke kan enes om samme dato hvert år! Det burde vi da have lært af julen, som ingen er i tvivl om, selv om det jo er underligt, at hyrderne kunne holde ud at sove udendørs sidst i december ...

Men julen er et sidespring, for juleaften er juleaften, uanset hvad ugedag, det er; det ville nu også være forvirrende, om kalenderen pludselig placerede Skærtorsdag en tirsdag og Langfredag en onsdag ...

Den med påskebryggens fødselsdag købte John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen, nu ikke, han rejste sig i sin religiøse vælde for nogle år siden og påstod, at det var børnelærdom, at Jesus indstiftede nadveren skærtorsdag og døde på korset Langfredag, men genopstod fra de døde Påskedag.

»Ingen forlader folkeskolen uden at kende baggrunden for den kristne påske!« hævdede han stædigt - og gik dermed i rette med ikke kun bispen i Roskilde, men også - og det var værre - med fætter Frede, for selv om den første var autoriseret smagsdommer på feltet, var fætter Fjot dog stridens personificerede genstand - som den ægte repræsentant for det uvidende danske folk, han er!

»Ja, den er go’ med dem!« råbte han, mens han svingede den gyldne Kylle-Kylle flaske foran tante Lydias blussende ansigt - hun havde netop sendt endnu en af de små, røde fra Ålborg ned til silden ud fra devisen, at »De skal være små, men de skal komme som haglbyger!« ...

»... Den er go’ med dem!« gentog han, da han havde fulgt hendes eksempel, for mennesket lever nu en gang ikke af påskebryg alene.

Så sad vi der og var lissom kørt fast i debatten om det glade budskab, og jeg tyede endnu en gang til bispen, for i krisetider skal man holde sig til kirkens folk - i hvert fald hvis der ikke er en krisepsykolog i nærheden, og det er der aldrig i påsken, hvor krisepsykologer - tynget af presset af de kriser, de inddrages i - drikker sig lige så fulde som resten af den uvidende befolkning.

»Men det er ikke noget nyt,« forsøgte jeg mig. »Bispen fortalte at han en Langfredag i halvtredserne kørte i en københavnsk bus, hvor alle troede at statsministeren var død, fordi der blev flaget på halv på Christiansborg!«

Og det må jeg lade biskop Lindhard: Det satte ny gang i debatten!

»Det var han også!« råbte tante Lydia. »Hans Hedtoft - var det ikke i 55? Eller var det skibet?«

Men hendes indlæg blev fejet til side af fætter Fjot:

»Nonsens! Selvfølgelig flagede de på halv! Påskebryggen var jo ikke opfundet!«

Og med den påstand bekræftede Frede, at han er en værdig repræsentant for den danske uvidenhed om påskehøjtidens baggrund. For enhver idiot ved jo, at Tuborg sendte påskebryggen på markedet i 1906, hvor bisp Lindhard kun var en grøn dreng i Århus, der næppe hæftede sig ved teologiske diskussioner i københavnske busser; og deraf følger, at Christiansborg næppe kan have flaget på halv i sorg over påskebryggens korsfæstelse og død en gang hen i halvtredserne ...

Der er altså en anden forklaring, og den skulle jeg lige til at belære min uvidende familie om, da tante Lydia afbrød:

»Nu kommer osten! Skal vi ikke have en lille en til, så vi kan ønske hinanden god påske?«

Og derved blev det. Religionslærernes formand må til at lægge sig i selen ...