Pæne ord til hoteldirektøren

Birthe Jakobsen sagde farvel til Scandic-kæden efter 32 år

Udgivet:07. juni 2019, 11.30

Læsetid:1 minut

Birthe Jakobsen sagde farvel til Jesper Buus, distriktsdirektør i Scandic, ved afskedsreceptionen. Foto: Scandic

Jakob Munk Schmidt
Journalist| jams@midtjyllandsavis.dk

4 år siden

AFSKEDSRECEPTION - Jeg kommer til at savne Scandic-familien.

Torsdag holdt Silkeborg-hoteldirektør Birthe Jakobsen tale, da der var afskedsreception. Hun har valgt at gå på pension.

Receptionen foregik naturligvis på Scandic Silkeborg på Udgårdsvej, hvor Birthe Jakobsen nåede at være leder i 18 år.

Totalt blev det til 32 år i hotelkoncernen.

Scandics distriktsdirektør Jesper Buus, Virklund, betegnede Birthe Jakobsen som en decideret institution i virksomheden.

Den afgående hoteldirektør fik således masser af flotte ord med på vejen.

Hun er den længst siddende hoteldirektør i kæden.

- Jeg stopper bestemt ikke, fordi jeg er træt af mit job. Jeg er direktør for - synes jeg jo selv - Danmarks bedste Scandic-hotel. Men jeg synes, man skal holde, mens man er frisk. Også for at opleve noget andet i livet.

Det sagde Birthe Jakobsen til Midtjyllands Avis, da nyheden kom frem tidligere i år.

Birthe Jakobsen er gift med Lars Møller Jakobsen. Parret bor i Hvinningdal.

På Scandic Silkeborg afløses Birthe Jakobsen af Simon Kristensen, Aarhus.

Han skifter fra en stilling som receptions- og konferencechef på Scandic The Mayor-hotellet i Aarhus.