Pinseløb afvikles i skyggen af dødsulykke

Formand Bjarne Olsen fra Silkeborg IF Cykling er stærkt utilfreds med bilisters vanvidskørsel. Klubben føler ikke, at det er muligt at sikre sig bedre ved løbene

8. juni 2019, 09.00

Her er det et billede fra sidste års løb på ruten ved Laven og Linå. Løbet køres på en 14,3 kilometer rundstrækning. Foto: Martin Ballund

CYKLING 679 cykelrytter havde fredag eftermiddag meldt deres ankomst til Silkeborg IFs store pinseløb, der lørdag foregår på landevejene omkring Laven og Mollerup.

Dermed er der lagt op til en ny cykelfest, men en dødsulykke ved sidste weekends løb i Odder trækker mørke skyer ind over cykelsporten.

Her påkørte en kvindelig bilist under en enkeltstart en 18-årig cykelrytter, der afgik ved døden. Tilsyneladende kørte bilisten uden om advarselsskilte og vagter og kom derfor ud på ruten. Bilisten er efterfølgende blevet sigtet i sagen.

- Selvfølgelig giver det os nogle overvejelser omkring sikkerheden, og vi gennemgår vores ruter igen og igen, men vi kan ikke holde for, at nogle bilister ikke overholder færdselsreglerne og kører som idioter. Vi har en rute på næsten 15 kilometer, men vi kan jo ikke sætte en hær rundt omkring ruten, siger formanden for Silkeborg IF Cykling, Bjarne Olsen, inden han slår fast om cykelløbet:

- Vi kan kun sige, at vi går meget op i sikkerheden, som vi altid har gjort, men vi gør det, som vi plejer, og vi har alle tilladelser i orden samt har vagter på de kritiske steder, siger Bjarne Olsen

Dødsfaldet i Odder har ført store diskussioner med sig på de sociale medier, hvor bilister langer ud efter cykelrytterne.

- Vi kan dø af det...