Vi støtter foreningsfitness i Kragelund

24. februar 2021, 12.40

UDSAT Den 9/2 sagde et enigt Økonomi- og Erhvervsudvalg ja til at støtte et projekt med såkaldt »foreningsfitness« i Kragelund. Et projekt, som er blevet til på baggrund af et stort lokalt engagement, frivilligt arbejde og lokale investeringer.

Vi støtter op om gode lokale muligheder for fysisk aktivitet rundt om i vores kommune, og når et lokalsamfund selv tager initiativet, så ønsker vi at bakke op. For det styrker folkesundheden og sammenholdet lokalt.

Initiativet i Kragelund har aktiveret lokale i at udføre det konkrete projekt - og det har aktiveret folk, som daglige brugere af fitness. Mange, for hvem muligheden opstår, da det er et lokalt tilbud - og ikke flere kilometer væk. Folk, der aldrig har sat deres ben til fitness før.

Vi var glade for at se, at økonomiudvalget stemte sagen igennem, men opbakningen stoppede så i byrådet, hvor V, dele af S, SF, DF og én løsgænger vendte tomlen ned, fordi de mente, at sagen skulle belyses yderligere.

Det er vel at mærke en sag, der har været undervejs siden 2018. Der har været rigeligt af tid til at få afklaret diverse bekymringer, men nu skal den så have endnu en tur i møllen.

Ærgerligt for et godt initiativ, ærgerligt for Kragelund - og ærgerligt, at en politisk aftale kan vende 180 grader på to uger.