Kronik: Hvordan ønsker vi at blive mindet?

Udgivet:22. september 2022, 10.03

Læsetid:5 minutter

Af Keld Dalsgaard Larsen. Museumsinspektør Museum Silkeborg

DØDEN Museum Silkeborgs særudstilling i Thorning »Elsket og savnet - om livet med døden« har stået sommeren over fra 7. maj til 25. september 2022. Museets ønske var at kaste lys over vort forhold til døden og ægge til eftertanke. Udstillingen satte blandt andet fokus på, hvordan menneskene gerne vil mindes førhen og i dag.

Udstillingens mange mindeblade fra perioden 1844-1904 indeholder en række af de egenskaber (dyder), man dengang værdsatte hos mennesker. Menneskene ønskede at blive mindet som: Hæderlige, kærlige, trofaste, hjælpsomme, stræbsomme, fromme, lydige, arbejdsomme, omsorgsfulde, blide, stilfærdige, at tage livet som det kommer og at dele livet med ægtefællen i gode som i dårlige tider.

I forbindelse med udstillingen bad vi de besøgende om at fremhæve to dyder fra de gamle dage, som de gerne selv ville mindes som. Det viste sig, at de gamle dyder egentlig fortsat har godt tag i os nutidsmennesker. Favoritterne var dog absolut at blive husket som kærlige og omsorgsfulde.

Fra udstillingen »Elsket og savnet - om livet med døden« på Blicheregnens Museum i Thorning. Foto: Martin Ballund

Omvendt spurgte vi de besøgende om at fravælge to af de gamle dyder. Og det viste sig, at nutidens mennesker gerne frabad sig at blive mindet som lydig, from eller stilfærdig. Især lydig har en negativ klang anno 2022. Måske forbindes det med underkastelse og passivitet.

Vi mennesker ønsker i dag åbenbart at være synlige - og der må gerne være lidt blæst og fanfare omkring os. Helt anderledes for vore formødre og forfædre i det 19. århundrede, hvor det var såre prisværdigt at være lydig. Hvorfor? Hvad forbandt de med det at være lydig? At man fulgte i Jesus fodspor! Jesus var netop kendetegnet ved at være lydig (overfor sin far Gud) til døden. Paulus har i brev til Filipperne med henvisning til Jesus lydighed givet følgende retningslinjer for lydig, kristen levevis:

»Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv, og se ikke hver på sit eget, men også på de andres. Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus«.

I forbindelse med udstillingen bad vi de besøgende om at fremhæve to dyder fra de gamle dage, som de gerne selv ville mindes som. Det viste sig, at de gamle dyder egentlig fortsat har godt tag i os nutidsmennesker. Favoritterne var dog absolut at blive husket som kærlige og omsorgsfulde

Dyden lydig var en del af vore forfædres og formødres kristne tro. Men også hos den ikke-troende, lokale forfatter Albert Dam (1880-1972) kan man møde lydig som noget positivt. Noget efterstræbelsesværdigt for menneskene. I romanen »I den firlængede gård« ønsker hovedpersonen Karl Bay følgende for sine to børn, Jens og Mette:

»Når de så begge to kan få held til at føje sig lydige ind i et stille og skikkeligt livs ramme og leve under skånsel og milde hænder, den tid der bliver beskåret dem«.

Tankegangen er den samme hos Paulus og Albert Dam: At menneskene skal være lydig og kende vor plads. At menneskene ikke får den tanke, at mennesket selv er enerådende. Selv træder i Guds sted. Men problemet med mennesket - eksempelvis i Albert Dams forfatterskab - er, at det altid lige vil opfinde ditten og datten for at gøre det hele lidt nemmere. Og før man får set sig om, bygger menneskene en verden op ud fra egne gode ønsker. Mennesket gør sig hermed til mere, end det egentlig er og kan magte. I gammel græsk tænkning hed det at begå hybris. Og straffen kom i form af nemesis. Denne menneskelige trang er altså urgammel - ja, i kristen og jødisk tradition helt tilbage til de første mennesker, hvor Adam og Eva blev uddrevet fra paradiset. De kunne heller ikke lade være med lige at overskride den forbudte grænse for menneskene.

Læs også
<span>Kronik:</span> Skal vi forbyde døden? <span>Kronik:</span> Skal vi forbyde døden?
Læs også:
Kronik: Skal vi forbyde døden?

Menneskenes latente trang til at være grænseoverskridende er et tveægget sværd. Har skabt utrolige resultater på godt og ondt. Vi ved udmærket godt, at vi skal passe på. For den menneskelig snilde og kunnen er langt større end den menneskelige forstand og selverkendelse. Vi kan slet og ret dårligt overskue, hvad vi har gang i. Vi gør det altid i den bedste hensigt - men spørgsmålet er hele tiden, om mennesket bør gøre, hvad det kan. Vi har derfor en fornuftig og iboende bekymring for, at menneskene kører af sporet. Derfor fremhæves bæredygtighed som en absolut nødvendighed i den menneskelige adfærd med naturen. Vi må erkende, at vi ikke er enerådende. Vi må også indordne os de naturgivne rammer. I dag bruger vi nødig begrebet lydig, men vil gerne være »ydmyge«, hvilket er lidt i samme boldgade. Måske har vi en fornemmelse af, at vi selv vælger at være ydmyge, mens at være lydig er noget, vi påtvinges.

Vi mennesker ved godt, at vi skal passe på, vogte os - også for os selv og vore fikse ideer. Og døden minder os til stadighed om, at menneskene ikke har det sidste ord. Museets lille spørgeundersøgelse viste, at vi har rigtig mange sammenfaldende dyder med vore forfædre og formødre.Vi ønsker også i dag at blive mindet som kærlige og omsorgsfulde. Som hæderlige og hjælpsomme. Med andre ord vi ved godt, at vi skal tage udgangspunkt i vor næste - i de andre. At det er sammen med andre, vi bliver mennesker. Mennesker der som os selv har døden som vilkår. Vi mennesker bliver aldrig færdig med at tage livtag med det forbaskede liv og den dertilhørende ubegribelige, men nødvendige død.

Museum Silkeborg har med udstillingen »Elsket og savnet« for en stund ydet et lille bidrag hertil.

Indlæser debat