Silkeborg-Voel skuffede mod Ajax København

En føring på seks mål blev sat over styr, og så endte hjemmekampen mod Ajax København uafgjort

Udgivet:11. oktober 2022, 22.09

Læsetid:2 minutter

Helene Kindberg havde det svært i Jysk Arena og scorede kun på fem af sine 13 skud mod Ajax. Foto: Ole Nielsen

Mathias Hove Andersen
Sportsjournalist| maa@midtjyllandsavis.dk

HÅNDBOLD I kulissen kæmper Silkeborg-Voel KFUM for at sikre ligaholdets fremtid, men tirsdag aften skiftede fokus for en stund til spillet på banen. Hjemmeholdet havde sat næsen op efter to point mod Ajax København, men de 1048 tilskuere i Jysk Arena måtte nøjes med et enkelt af slagsen, da kampen sluttede 28-28.

Værterne brændte for meget i indledningen, og i målet havde Stine Bonde svært ved at få fat. Det udnyttede Ajax København, som straks tog teten, og efter 12 minutters spil måtte cheftræner Jakob Andreasen tage timeout ved stillingen 6-8.

Det forhindrede ikke gæsterne i at komme foran med tre, men Silkeborg-Voel arbejdede videre, og anført af norske Eira Aune blev 12-14 forvandlet til 17-14 på fire gyldne minutter. Den norske back nåede op på ni scoringer i første halvleg, og selvom Ajax fik reduceret i sidste sekund, kunne hjemmeholdet gå til pause med en føring på 17-16.

Stine Bonde havde oppet sig i slutningen af første halvleg, og keeperen åbnede også anden halvleg med to redninger. Det var dog ikke nok til at kompensere for en offensiv koldstart, og pludselig stod der 17-19 på tavlen. To scoringer fra Helene Kindberg bragte dog hurtigt balance i regnskabet, og i overtal gjorde Emilie Bastrup Bertelsen det til 20-19.

Hjemmeholdet havde momentum, og efter godt 11 minutters spil bragte Eira Aune værterne foran med 23-19. Ajax forsøgte at vende slagets gang via en timeout, men gæsterne lavede flere store fejl, og det straffede Silkeborg-Voel ved at øge til 26-20 efter to scoringer i træk fra Andrea West Bendtsen.

Kampen var dog langtfra afgjort, og med fire scoringer på stribe skabte københavnerne fornyet spænding. Helt tæt blev det seks minutter før tid, hvor føringen blev bragt ned på 27-26. Kort efter brændte Eira Aune et straffekast, og i den anden ende blev Mathilde Kristensen udvist, men en stor redning fra Stine Bonde forhindrede Ajax i at udligne.

Med tre minutter tilbage på uret blev udligningen imidlertid en realitet, og efter en højspændt afslutning, hvor Sofie Bæk Andersen begik en angrebsfejl syv sekunder før tid, lød slutsignalet ved stillingen 28-28.

Indlæser debat

Mere interessant læsning

Mest læste

Håndbold

Se flere

Mest læste på Midtjyllands Avis

Af samme forfatter

Se flere

Seneste nyt

Se flere