Mimbo Jimbo går amok i farver

Farverig performance for børn i Inside

11. februar 2020, 13.44

Mimbo Jimbo og hans venner indtager Inside på torsdag.

HAMMEL Den blå elefant Mimbo Jimbo og hans dyrevenner kommer på besøg i Hammel på torsdag. Det skyldes teatergruppen Liminal, der har omsat Jakob Martin Strids børnebog »Mimbo Jimbo laver kunst« til et stykke performancekunst for børn. Et stort maleri skabes live i hver forestilling, og alle tænkelige måder at få farve på lærredet tages i brug. Blandt andet skydes med tennisbolde dyppet i maling og rulles med hele kroppen - iført malerdragter- hen over maleriet. Det bliver et frygteligt og meget underholdende rod, og ind i mellem må publikum op og hjælpe til. Forestillingen er arrangeret af Hammel Bibliotek og vises i Inside torsdag formiddag. Den henvender sig til børn fra fire til ni år.