Skolerne: Det store er yt

19. september 2020, 08.00

SKOLESTRUKTUR Det støvregner. Sørensen løber med lange skridt fra sin tjenestebolig over gruset i skolegården. Beige sokker i sandaler, beige rullekrave og brune bukser med pressefolder. Han har travlt, for morgensangen starter nu. Børnene står parat i gangen uden for deres klasselokaler. Lærerne er der. Vi er der alle sammen. Vi synger »Op al den ting« og måske »Æbler lyser rødt«. Så er der fadervor. Det gør ikke noget. Det er rart, og vi kender det. Vi kender alle sangene i den røde sangbog. Vi synger højt, og vi er sammen i et vidunderligt øjeblik. Sangene siger mig noget og giver mig en stemme. De rammer en streng indeni af sorg og glæde. De siger mig, at jeg ikke er alene. Jeg forestiller mig alle konger på rad, der prøver at sætte et blad på en nælde. Vi er i starten af 80’erne, og jeg går i Bjedstrup skole.

Man kan sige, at jeg taler om en skole, som for længst er væk og borte. Og ja, Bjedstrup skole har ændret sig en del, siden jeg gik der. Men jeg husker Bjedstrup skole helt tydeligt. Den er gammel og hviler på traditioner, som har været med til at forme mig og mange andre til dem vi er i dag.

Skolen var en tryg ramme, som jeg hver dag kunne regne med. Alle kendte alle, og lærerne gav af sig selv - udover bare det professionelle. Vi følte os set og anerkendt. Vi var stolte af vores skole, og vi var alle vigtige brikker her. Vi havde en ballast af værdier, som vi slet ikke satte spørgsmålstegn ved, når vi skulle ind på den store Mølleskole i Ry. Vi lærte samhørighed og at være gode ved hinanden. Vi så, at alt hvad vi gjorde, havde en indflydelse på andre mennesker. Vi blev poetiske mennesker, der i hjertet vidste, at vi havde fat i noget helt essentielt. Vi mærkede autenticitet og sammenhængskraft.

Så kære politikere: Det er med stor sorg, at jeg ser, at vi er så tæt på en lukning af Bjedstrup skole. I dag, hvor jeg arbejder med udvikling af uddannelse, ved jeg, at de studerende vil have samhørighed. De vil anerkendes, have tydelige forbilleder og en tydelig kultur. Det har indflydelse på deres trivsel og gennemførelse af uddannelsen.

Jeg har i mange år boet i Aarhus og København, og i de store byer søger alle det, der er småt. Hvis Bjedstrup skole lå på Nørrebro, ville den være stopfuld. Det store er yt. Ingen gider det. Det er så håbløst umoderne, bonderøvsagtigt og fremmedgørende at tænke i sammenlægninger, centraliseringer og et hæsblæsende liv uden historiens fylde. Det er ikke det, jeg er flyttet tilbage på landet efter.

Så jeg siger: Vær visionære. Vær dem, der tør tro på det, der syner småt, men er stort. Dem, der tør være autentiske og føre politik med hjertet.

I bliver husket. I kan blive husket som dem, der sætter en ny kurs med kvalitet i højsædet. Dem der er foregangsfolk og viser andre, at hvor der er vilje, er der vej? I kan stadig nå det. Stop med at nisse rundt og flytte stolene på dækket af Titanic. Stå i stedet forrest i ægte og bæredygtige forandringer. Hvis skolen først lukker, kan I ikke sætte bladet på nælden igen. Så er der sket et svigt, et brud på historien, som ikke kan gøres ugjort.