Se den her: Ung instruktør offentliggør ny kortfilm fra Silkeborg

Tobias Ervolder med rødder i Virklund præsenterer i dag en ny kortfilm, der er optaget i Silkeborg. Musikeren Lars Lilholt lægger fortællestemme til filmen

1. oktober 2021, 12.02

Filmen er instrueret af den 24-årige Tobias Ervolder, som er opvokset i Virklund. Filmen er produceret i samarbejde mellem produktionsselskabet Mirror Entertainment, som ligeledes har rødder i Silkeborg, og Doceye Digital.

SILKEBORG Silkeborg er på vej til at slå sig fast som en filmby med flere lovende instruktører.

I dag præsenterer Tobias Ervolder fra Virklund en 25 minutter lang kortfilm, og i sidste uge kunne en ny filmskole åbne i Amaliegade under ledelse af Jonas Risvig, der allerede er et etableret filmnavn.

Tobias Ervolder har på egen hånd arbejdet på filmen i et års tid, og filmen har dermed ikke direkte forbindelse til filmskolen.

Men instruktøren er et godt eksempel på den spirende filminteresse i byen.

Filmen hedder »Dyre Drømme« og handler om den håbefulde gymnasieelev Anton, som går på den nedlukningstruede mediefagslinje på Silkeborg Gymnasium.

Anton drømmer om at blive verdens bedste filminstruktør. Men det går galt, da han skal i gang med mediefagselevernes afgangsfilm.

Anton er nemlig ikke en struktureret ung mand. Han ender på afveje, og i en lovløs jagt på finansiering af filmen sætter han sit liv på spil - og forholdet til kæresten Carla begynder at knage.

Se filmen her:

- Jeg er meget stolt over, at filmen er blevet til. Fortællingen tager udgangspunkt i min egen tid, hvor jeg skulle balancere mine til tider overambitiøse filmdrømme med at gå i skole, vennerne og drømmepigerne. Filmen bliver kun endnu mere personlig for mig, fordi en af mine gode, gamle mediefagslærere, Remi Nikolai Nissen, hjalp til med at få det hele til at lykkes, siger Tobias Ervolder.

Gennemsnitsalderen på de medvirkende er 23 år, og samtidig har det været vigtigt, at historien foregår i Silkeborg. Størstedelen af holdet bag kameraet er nemlig også herfra.

- Musikeren Lars Lilholt er med som fortællerstemme, og jeg synes han gør det helt igennem eminent. Det dygtige band Jung leveret filmens soundtrack, og den professionelle skuespiller Rasmus Botoft har løftet hele det samlede udtryk med sin professionelle medvirken, siger Tobias Ervolder.

Filmen skal nu ud at leve på de sociale medier, hvor den allerede kan ses, og måske kan den dermed være med til at bane vejen for endnu flere film produceret af Tobias Ervolder.

»Dyre Drømme« er titlen og handler om den unge håbefulde gymnasieelev Anton, som går på den nedlukningstruede mediefagslinje på Silkeborg Gymnasium. Kan Anton mon redde en lukning af mediefagslinjen ved at producere en fantastisk afgangsfilm af høj kvalitet? Stort set alle scener i filmen er optaget i lokalområdet.
Filmen skal nu ud at leve sit liv på Youtube, hvor den er gratis tilgængelig for alle. Det er en klassisk ungdomsfilm om håb, drømme og kærlighed, og så er den et seriøst førsteværk af Tobias Ervolder, der håber på endnu mere instruktørarbejde i fremtiden.

Indlæser debat...