Hvor kan man sikre sig mod mobilstråling?

Af Palle Kousgaard. Civilingeniør Vorretvej 9, Them

STRÅLING Gælder grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed og hvad, man kan påtvinges i sin bolig, også for uønsket mobilstråling, og hvem har ansvaret for overholdelsen?

Engang hældte man spildevand direkte i havet, for havet var så stort, at det ikke var noget problem.

Engang spekulerede man ikke på, at urenset røg kom ud i luften fra millioner af skorstene, for det ville bare blive fortyndet i det næsten uendelige luftrum - og det samme med kuldioxid (CO2), for det er jo ikke giftigt, så det kunne ikke være noget problem. Og engang forbrugte man af naturens resurser og smed affaldet tilbage i naturen. Noget gravede man endda ned, for der var jo plads nok.

Engang brugte man masser af tilsætningsstoffer for at gøre produkter bedre og produktionen nemmere, og mange blev syge af forurenet vand, af forurenet luft, af tilsætningsstoffer. Fertiliteten er faldet, og dyr dør af plastikrester i vandet. Men kun sjældent kan et ansvar placeres.

Heldigvis bliver »man« klogere. Jeg må ikke fjerne mannasødgræs i et vandhul nærmere end 5 m fra bredden for at give levemulighed for den store vandsalamander. Om den kommer, ved ingen, men her er det nemt at lave regler og nemt at placere et ansvar, hvis jeg alligevel fjerne græsset for at få mere fri vandoverflade.

Den alt omsiggribende digitale udvikling var ved at kvæle os i besværlige ledninger, men så blev mere og mere gjort trådløs og mere og mere smart. En smartphone kan klare alt, hvor vi end er. Op i »skyen« med det hele og tilbage igen. Vi behøver ikke vide og huske noget eller føle os udenfor, og meget kan blive styret for os - helt automatisk. Vi behøver dårligt nok mødes med hinanden mere, og snart heller ikke at få hænderne op af lommen.

Men for at kunne klare mere og mere, fra alle steder og hurtigere og hurtigere, skal vi have et tættere net af master, der problemløst kan formidle denne konstante senden og modtagen. Hæsligt ser masterne ud midt i naturen, hvor gamle begreber som »skovbyggelinje« er helt »yt« - af hensyn til almenvellet, men det værste er, at nogen, og efterhånden flere og flere, har problemer med at trives i dette konstante strålingsfelt. Følsomhed er blevet gjort til overfølsomhed, og de, der lider under det, har måttet finde sig i mistænkelig- og latterliggørelse, især fra mange af dem, der har gjort sig afhængig af det moderne digitale univers.

Det er slemt nok, men værre og værre er det, at der snart ikke er steder, hvor de mest sensitive kan bo, uanset at deres bolig skulle være ukrænkelig efter grundlovens § 72 - men tilsyneladende ikke for stråling? Mange er blevet hjemløse på flugt fra deres hjem, men Vrads har været et sted, hvor det har været muligt at indrette sig i nogenlunde beskyttelse mod stråling. Men nu truer opsættelsen af en ny telemast, og såvel de strålingssensitive, der allerede længe har boet og indrettet sig samt en fornyeligt tilflyttet, frygter nu at skulle på flugt igen, som det sker mange steder i Danmark og udlandet.

I Frankrig har man oprettet strålingsfri zoner, såkaldte white-zones, som dog kun bør være en nødløsning. Men Vrads er et godt bud på en strålingsminimeret landsby, for Vrads ligger omgivet af fredninger og »beskyttede« Natura 2000-områder. Og når der skal tages hensyn til vandsalamanderne, hvorfor så ikke til menneskene?

Masteopstillingen er til høring, men især hos dem, der har skov og marker under 150 meter fra, hvor den skal stå. Dog også hos Vrads Borgerforeningen, der er splittet i sagen, men ikke hos de folk i byen, der har problemer med stråling og føler deres tilværelse truet. Og hvad skal de så gøre? En del i landsbyen er solidariske, men næppe flertallet. For folk er blevet afhængiggjorte af smartphones, og flertallet tror ikke, det er skadeligt eller lukker øjnene for det - ligesom i øvrigt med alt det, jeg har nævnt i begyndelsen af indlægget og som først nu anerkendes som en trussel.

Jeg selv føler ikke gener ved stråling, men anser det for logisk og uundgåeligt, at de vil vise sig mere og mere. Jeg prøver selv at minimere strålingen og bor ikke selv i Vrads, men på en gård i ådalen. Til gengæld ejer jeg købmandshuset i Vrads og er en af købmændene, og jeg mener, at der må være steder, hvor også folk, der er (over?)sensitive for mobilstråling, kan bo. Dem bliver der flere og flere af, som man kan se af det voksende medlemstal af EHS, Foreningen for elektro-hyper-sensitive.

Formentlig vil ingen påtage sig ansvaret, når flere og flere undersøgelser og studier påviser, at strålingen potentielt er farlig for menneskers funktion, velbefindende og liv. Og da sikkert slet ingen af dem, der har giver tilladelser til opstillingen. Men de står med et ansvar, for hvem kan ellers stoppe den totale udbredelse?