Millionregning på vej til Kent Madsen

Tidligere topfolk fra Amagerbanken har indgået forlig med Finansiel Stabilitet efter flere år med retssager

22. oktober 2019, 07.23

Silkeborg IF-direktør Kent Madsen skal sammen med syv tidligere topfolk fra den krakkede bank Amagerbanken betale 255,5 millioner kroner efter at have indgået forlig i en sag med Finansiel Stabilitet. Foto: Jakob Stigsen Andersen

SILKEBORG Der er en millionregning på vej til direktøren i Silkeborg IF, Kent Madsen, i sagen om Amagerbanken. Efter flere år med retssager har en række tidligere topfolk fra Amagerbanken, heriblandt Kent Madsen, valgt at indgå forlig med Finansiel Stabilitet.

Forliget er indgået, efter at landsretten i juni afgjorde, at den tidligere ledelse skulle betale 225 millioner kroner i erstatning til staten.

Forliget er ifølge den tidligere bestyrelsesformand i Amagerbanken, Niels Erik Nielsen, indgået, så alle parter kan komme videre i livet, siger Niels Erik Nielsen, tidligere bestyrelsesformand i Amagerbanken.

- Uanset at de har dommen i bagagen, er der et ønske om at kunne rejse sig op og kunne begynde at trække vejret uden at skulle tænke på den her sag. Det har betydet rigtig meget for alle, siger han.

Sammen med syv andre tidligere topfolk fra Amagerbanken, der gik konkurs i 2011, skal Niels Erik Nielsen samlet set betale 255,5 millioner kroner til staten. Kent Madsen indtrådte i Amagerbankens bestyrelse i 2008.

Det var ganske kort tid inden, at Finanskrisen for alvor brød løs, og Amagerbanken endte med at gå konkurs i 2011.