2. divisionsklub henter tidligere KFUM-træner

20. maj 2020, 09.36

Claus Christiansen. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Fodbold I sommer stoppede Claus Christiansen som træner i Silkeborg KFUM, da danmarksserieklubben ønskede en træner på fuld tid.

I denne sæson har den tidligere AGF-spiller været træner for Lysengs 1. divisions-kvinder, men til sommer vender han tilbage til herrefodbolden. Claus Christiansen skifter til Ringkøbing IF, der er bundhold i 2. division. Her erstatter han fra den kommende sæson Nicolai Wael.

- For mig er det bare vigtigt, at jeg kommer til en klub, der har nogle mål og ambitioner, og bliver det til danmarksserien, må vi jo sætte os et mål om oprykning. Det ved jeg, Ringkøbing vil, og det er også det, der driver mig i trænergerningen, siger Claus Christiansen, der tidligere har været træner for Brabrand, Aarhus Fremad og Skanderborg.

- Vi er superglade for denne aftale med Claus, og han har længe stået allerøverst på vores ønskeseddel, siger Ringkøbings sportschef Jens Nielsen.