Kommunen lukker Café på Vejen

Udgivet:24. januar 2023, 10.57

Læsetid:1 minut

Af Thomas Juhl. Formand for pårørenderådet Vesterbo

BESPARELSER Der er taget politisk beslutning om, at Café på Vejen lukker pr. 1. marts 2023. Lukningen vil give Silkeborg Kommune en årlig besparelse på kr. 300.000 de næste 4 år. Caféen er et aktivitets- og samværstilbud for udsatte borgere med fysisk og/eller psykisk handicap, der bor på bosteder rundt om i Silkeborg. Der er ca. 70 brugere, der 45 uger om året har mulighed for at komme på tirsdage og torsdage i caféen. Et medlemskab koster kr. 500 om året, og man betaler selv for mad og drikkevarer.

Med lukningen af caféen kommer brugerne nu til at mangle et sted at gå hen for at møde andre mennesker i deres fritid, »hænge ud«, få et sceneskift i hverdagen, blive stimuleret. De vil af kommunen blive overladt til ensomhed velvidende, at bostederne jo ikke er normeret til at erstatte det samvær og de muligheder, der er i caféen. Det kan vi ikke være bekendt overfor denne gruppe af borgere!

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange læserbreve og avisskriverier, der skal til for at omstøde beslutningen om lukning af Café på Vejen i lighed med, hvordan besparelserne er blevet trukket tilbage vedrørende vejtræer, gadelys, springvand, offentlige toiletter m.v.

Kom frisk!

Indlæser debat