Et surt opstød om vindmøller

Udgivet:19. januar 2019, 11.25

Læsetid:2 minutter

Af Peter Jensen Båstrupvej 3 Grundvad

4 år siden

VINDMØLLER Jeg var til borgermøde i Sjørslev sognegård den 15. januar angående et projekt omhandlende 3 stk vindmøller på op til 142,5 m og 30 hektar solceller.

Ved mødet var der ca 130 borgere samt flere politikere og repræsentanter for projektet. Alle ved at for at råbe en så stor forsamling op, kræves der en mikrofon tilsluttet højtalere. Det var der ikke. Simpelthen for dårligt at et møde, der er af sådan en vigtig karakter for de fremmødte, at der var mange der ikke kunne høre hvad der blev sagt.

Ydermere er det meget beklageligt at Silkeborg Kommune har valgt at samarbejde med en projektmager, der simpelthen er for uvidende, og amatøragtig. Da debatten gik i gang og borgerne begyndte at stille spørgsmål af bare en smule teknisk karakter, stod projektmager Steffen Larson nærmest og trådte sig selv over tæerne, ledende efter svar som mest af alt lød som dårlige undskyldninger. Utroligt at en mand som har til arbejde at projektere vindmølleprojekter ikke ved mere om sagen.

Jeg syntes at det er meget beklageligt, at der bliver forlagt et projekt der er så skønmalet. Man prøver simpelthen at bagatellisere alle de gener projektet giver for, at gøre det mere »spiseligt« for befolkningen. Som nabo til projektet kan jeg kun sige at proppen på min tevandskedel i den grad fløjter.

Sluttelig vil jeg sige, at hvis Silkeborg Kommune virkelig vil den grønne omstilling, så støt da op om de havmølleprojekter der er under opsejling. Der er ingen naboer, de kan genere og også økonomisk giver de meget mere mening. Alternativt bør de stå op af motorvejen, hvor vejen er dominerende og larmer intenst.

Tænk jer grundigt om, Silkeborg Kommune, inden i beslutter jer til at smadre tilværelsen for mig, min familie og mine mange naboer.