Tollundmanden: Moseligene afslører stadigt flere af deres hemmeligheder

Af Søren Flott

redaktion@m-jylland.dk

Andrew Mould var vant til det våde, svuppende landskab i Lindow Moss i det nordvestlige England, hvor han og hans familie gennem generationer havde gravet tørv. Derfor kom det heller ikke som en kæmpe overraskelse, da han en dag i 1983 fandt et kranie indeholdende en gullig substans, der viste sig at være resten af hjernen.

Fundet var dog tilpas uhyggeligt til, at Andrew Mould henvendte sig på den lokale politistation, hvor man i 20 år havde forsøgt at opklare en sag om en forsvunden kvinde. Efterforskerne tog ud til kvindens mand og fortalte, at et lig var dukket op i mosen, og da krøb ægtemanden til bekendelse. Han tilstod, at han havde dræbt sin hustru og sagde til betjentene:

"Det er så længe siden, så jeg troede ikke, jeg ville blive opdaget…”

Der var bare lige det ved sagen, at kvinden i mosen ikke kunne være den kvinde, politiet ledte efter. Undersøgelser viste, at liget var 1.600 år gammelt, så da politiet med den ene hånd kunne lukke en såkaldt cold case, stod de med en nærmest dybfrossen sag på anden, der klogt nok blev overladt til arkæologerne.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Historien om kvinden i Lindow Moss minder en del om fundet af verdens mest berømte moselig, Tollundmanden. Liget af den 30-40-årige mand blev fundet under tørvegravning i 1950, og han var så velbevaret, at de mænd, der fandt ham, kontaktede politiet, fordi de troede, at han var blevet dræbt for nylig.

- Når det gælder moselig, er der intet ved siden af Tollundmanden. Vi har besøgende fra hele verden, som kommer for at stå ansigt til ansigt med ham, og de føler en helt særlig forbindelse til et menneske, der levede for 2.400 år siden, fortæller Ole Nielsen, der er direktør på Museum Silkeborg og har forsket i mosernes superstjerne i mange år.

Ofre til guderne

Tollundmanden blev nedlagt i mosen i en stilling, der får det til at se ud, som om han sover, og nogen lukkede hans øjne. Det hele virker fredfyldt, hvis det ikke lige var for rebet om halsen, han blev hængt i.

- Det hele bærer præg af omsorg, som man vel ikke ville nære for en simpel forbryder, og det er med til at gøre, at jeg mener, der er tale om et offer til guderne, forklarer Ole Nielsen.

Det giver god mening, for der er ingen tvivl om, at moser havde ganske særlig betydning for vores forfædre i oldtiden. I en tid hvor det meste af Europa var dækket af mørke skove, skabte moserne åbninger med udsyn til himlen. De var ikke helt det tørre land, men heller ikke rigtigt vand.

Når det gælder moselig, er der intet ved siden af Tollundmanden. Vi har besøgende fra hele verden, som kommer for at stå ansigt til ansigt med ham, og de føler en helt særlig forbindelse til et menneske, der levede for 2400 år siden
Ole Nielsen, direktør på Museum Silkeborg

Her foregik sære ting, som når lygtemændene – fænomenet skyldes gas, der siver op og selvantændes – lokkede folk ud i dybet, og her var der måske en særlig forbindelse mellem mennesker og ånderne eller guderne. I hvert fald har man i moser i det meste af Nordeuropa fundet våben, smykker og fødevarer nedsænket i det mørke vand – genstande, som var værdifulde og ret beset ikke gjorde den store gavn i dybet.

- Det var ofringer, der kunne bruges til at bede om noget – for eksempel frugtbarhed, godt vejr eller sejr i krig – eller som en tak for den hjælp, man havde fået af guderne. Det skulle være ofre, som var værdifulde, og det kunne altså i sidste ende være et menneske, fortæller Roy van Beek, der er lektor i arkæologi med speciale i mosefund ved Wageningen Universiteit i Holland.

Forbrydelser, krig og selvmord

Sammen med en række kolleger har han netop offentliggjort et helt nyt studie, hvor de har kortlagt omkring tusind europæiske moselig fra 266 forskellige lokaliteter. I databasen finder man både de berømte og meget velbevarede som Tollundmanden og Grauballemanden, men også de fund, der består af skeletter eller blot kropsdele. Det ældste eksemplar er mere end 7.000 år gammelt, mens de yngste stammer fra 1900-tallet.

- Tusindvis af mennesker er endt deres dage i moserne, og de mest velbevarede som Tollundmanden, I jo med rette er stolte af i Danmark, fortæller kun én del af historien, siger Roy van Beek.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Hvor dødsårsagen kan fastslås, er det store flertal af moseligene kommet voldeligt af dage, men det betyder ikke, at alle er ofre til guderne. Nogle er med stor sandsynlighed blevet udsat for et røveri, og deres overfaldsmænd har så skaffet sig af med ligene i moserne. Et godt eksempel er Porsmosemanden, et skelet fra stenalderen, som blev fundet i en tørvemose tæt på Næstved i 1946. To pilespidser sad fast i henholdsvis kæben og brystbenet, hvilket ifølge eksperter ville være en sær måde at udføre en henrettelse på – her må noget andet være på spil. Andre kan netop være henrettet for alvorlige forbrydelser, eller fordi de forbrød sig mod normerne i datidens samfund. Der er også eksempler på mennesker, hvis liv er sluttet i moserne som følge af stridigheder. Således har arkæologer fundet spor af mere end 300 krigere i udgravninger af Alken Enge vest for Skanderborg, hvor et mægtigt slag udspillede sig omkring begyndelsen af vor tidsregning.

Og så er der ligene, der stammer fra historisk tid, hvor der indimellem findes skriftlige beretninger om, hvad der skete. Roy van Beek fortæller om rejsende, der for vild i det uvejsomme terræn, druknede og aldrig blev fundet i deres samtid, og om selvmordere, der i gamle dage ikke måtte blive begravet i indviet jord og derfor fandt deres sidste hvilested sammen med de ældgamle menneskeofre.

- Der er skrevet mange hyldemeter bøger om de mest berømte fund, men ved at kigge på de øvrige fund også, får vi en langt mere nuanceret historie, tilføjer han.

Det er museumsdirektør Ole Nielsen enig i. Han hilser det nye studie velkommen og beskriver det som et godt stykke arbejde, der gør det muligt for forskerne fremover fra det enkelte fund at sætte sig op i helikopteren for at få overblik og sammenhæng med de øvrige moselig – uanset om der er tale om mumier, skeletter eller kropsdele.

- Når vi ser på, over hvor lang tid lig er blevet nedsænket i moserne, tror jeg, det er vigtigt, at vi er åbne over for forskellige fortolkninger af, hvad der kan være sket, siger den danske museumsdirektør.

Rejsen før døden

Det er der egentlig ikke noget nyt i. Moseligene har vakt videnskabens interesse i et par århundreder, og med tiden er der kommet nye metoder og ny teknologi til. Tænk på sådan noget som kulstof 14-datering, der rækker omkring 50.000 år tilbage i tiden og kan aldersbestemme plantemateriale, dyr og mennesker. I dag tages metoden for givet, men den blev faktisk først udviklet i årene efter Anden Verdenskrig. Arkæologerne har også taget retsmedicinen til sig og udfører jævnligt undersøgelser, man forbinder med opklaring af nutidige forbrydelser – eksempelvis ved at benytte skannere og DNA-analyser.

- Det er selvfølgelig altid lidt kedeligt, når ny viden afliver en god historie… begynder Ole Nielsen.

Han tænker i denne sammenhæng blandt andet på Dronning Gunhild. I 1835 fandt man liget af en kvinde i Haraldskær Mose vest for Vejle. Kvinden blev identificeret som Dronning Gunhild, der blev myrdet på Harald Blåtands foranledning, før de efter planen skulle have været gift. Senere viste det sig, at kvinden var død omkring år 490 f.v.t. – altså længe før vikingetiden. Til gengæld har ’dronningen’ afsløret andre hemmeligheder. Det er sket ved hjælp af analyser af grundstoffet strontium i eksempelvis tandemalje eller hår. Vi har alle grundstoffet i kroppen, men i forskellige niveauer alt efter hvor i verden, vi er vokset op. Analyser af hår, der vokser cirka en centimeter om måneden, kan endda fortælle, hvor den døde befandt sig i slutningen af sit liv, og derfor kan forskerne slå fast, at Haraldskærkvinden var på rejse, før hun blev ofret i mosen. Nogle arkæologer gætter ligefrem på, at hun kan have været på pilgrimsrejse inden den hellige handling. Analysen af Haraldskærkvinden og mange andre døde fra fortiden har vist, at folk i bronze- og jernalderen var langt mere mobile, end man før i tiden var klar over.

"Hvad hedder du…?”

De nye opdagelser gør dog næppe videnskabsfolkene arbejdsløse, for der vil altid være nye ting at opdage, i takt med at metoder og teknologier bliver bedre og bedre.

- Vi ved fra DNA-analyser af lig i grave, at der sker en stor forandring af europæernes genmateriale omkring 2.800 år f.v.t., sandsynligvis på grund af folkevandringer. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan nogle af moseligene passer ind – i sidste ende for om de hver især måske kan fortælle os, hvorfor de blev udvalgt til mosen, siger Roy van Beek.

Ole Nielsen er heller ikke i tvivl om, hvad han ville spørge Tollundmanden om, hvis han fik muligheden for at vælge helt frit:

- Jeg ville spørge ham om, hvad han hedder.

Museumsdirektøren griner lidt i telefonen over sit svar, men det hænger sammen med den meget personlige kontakt, manden fra mosen skaber til fortiden. Så fortsætter han:

- Og så ville jeg spørge om det, alle – også vores gæster – gerne vil vide: Hvorfor endte du i mosen? Valgte du det selv? Var du præst? Gjorde du noget galt? Eller trak du bare det korteste strå?

Du kan jo se Tollundmanden hver eneste dag på dit arbejde – bliver du aldrig træt af ham?

- Nej, aldrig. Han er stadig en kilde til fascination og nysgerrighed. Jeg vil gerne endnu tættere på ham, og det kommer vi lidt efter lidt.