På tide at nationalisere det primære sundhedsvæsen?

Af Frits Schmidt Rasmussen. Birke Alle 10 Silkeborg

SUNDHEDSVÆSNET Det danske sundhedsvæsen er organiseret til en anden tid, og til løsning af andre problemer end nutidens. Hvert eneste år er angiveligt 9 ud af 10 danskere i kontakt med sundhedsvæsenet på den ene eller anden måde. Staten bruger årligt omkring 150 mia. kr. på at drive sundhedsvæsenet, hvor opgaveløsningen er delt mellem regioner, kommuner og endelig private virksomheder, der løser de mest borgernære sundhedsopgaver.

På de regionale sygehuse er det planen, at borgerne skal kunne udredes og modtage specialiseret behandling. Sygehusene er dimensionerede til at kunne behandle og pleje omkring to millioner personer hvert år.

Rutinemæssige borgernære sundhedsopgaver varetages af alment praktiserende læger, praktiserende speciallæger, fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, fodterapeuter, tandlæger m.fl. De kommunale sundhedstilbud omfatter pleje og omsorg tæt på den enkelte borger.

Tanken om at hvert lokalsamfund har sin egen privat praktiserende læge, der kender alle i sognet, og som tager på hjemmebesøg, og kender alles små og store skavanker, er tillokkende men langt fra dagligdagen i dagens Danmark.

Der er behov for at finde en ny balance mellem de borgernære sundhedsydelser, der i dag udføres af privatpraktiserende læger, og de specialiserede ydelser som udføres på vore hospitaler. Samtidig skal der findes en ny balance eller skillelinje mellem sygdomsbehandling, herunder den nødvendige pleje i sygdomsforløbet, og den mere kontinuerlige pleje og efterbehandling som udføres af kommunerne.

De største sundhedsmæssige udfordringer vi som samfund står overfor, er ifølge medierne, dårlig trivsel blandt vore unge, grundet et stigende forbrug af sociale medier, hvor fysisk inaktivitet medfører stigende overvægt. I den virkelige verden er det nok hjerte- karsygdomme og cancer samt ældre, i de sidste par år af deres levetid, der beslaglægger de fleste ressourcer i sundhedsvæsnet.

Som liberalt indstillet, er det svært at forstå, at en privat praktiserende læge, der kun har én kunde, og hvor langt de fleste ydelser er prisfastsat, regnes som et liberalt erhverv. I min optik kan en sådan virksomhed kun øge indtjeningen ved at haste flere kunder gennem produktionslinjen, og måske gå på kompromis med kvaliteten.

Man kan få langt mere ud af de 150 mia. kr. ved, at de der i dag er privat praktiserende læger, samles i lokale sundhedshuse med flere læger, som har ekspertisen til at måle, veje og teste samt stille langt flere diagnoser end det er tilfældet i dag.

Samtidig skal alle læger ansættes på samme vilkår som hospitalslæger. Sundhedshusene skal kunne behandle en langt større del af de almindeligt forekommende sygdomme, men også være i stand til at behandle samfundets største udfordringer omkring forebyggelse, herunder en anden tilgang til overvægt som medfører et utal af følgesygdomme med store udgifter for samfundet til følge.