Har vi fået sandheden i Willumsen-sagen?

10. oktober 2020, 08.05

EKSKLUSION Så fik vi langt om længe sandheden bag eksklusionen af Gitte Willumsen som medlem af Venstre, og dermed også som Venstres folketingskandidat i Silkeborg kommune og Venstre-medlem af Silkeborg byråd.

Eller gjorde vi?

Er det virkelig Venstres Ungdomsorganisation i Silkeborg, anført af Nikolaj Møller Jensen, der alene har planlagt, hvordan man kunne forhindre at Gitte Willumsen blev valgt som partiets folketingskandidat, eller er der hold i de mange rygter om, at man i processen måske er blevet »vejledt« af mere erfarne politikere, der af personlige årsager ønskede Gitte Willumsen fjernet?

Uanset de mange konspirationsteorier finder jeg personligt, at det forekommer besynderligt, at Gitte Willumsen på selve opstillingsmødet, på trods af planerne om det modsatte, på bedste demokratiske vis alligevel opnåede at blive valgt som partiets folketingskandidat, blot for kun få dage senere at måtte erfare, at hun alligevel blev »fyret«. Nu ikke alene som partiets folketingskandidat men i tilgift også som partiets medlem af byrådet.

Jeg kender sikkert ikke hele sandheden, og selvom det siges, at også på den politiske kampplads er sandheden altid det første offer, har jeg tillid til, at med tiden vil sandhedens klare lys trods alt afsløre, hvem der i denne sag vidste hvad, hvornår de vidste det, og hvorfor de valgte at fortie deres viden.

Jeg har også tillid til, at når det sker, vil de »skyldige« få deres retfærdige dom, afsagt af partiets medlemmer og vælgere.