Vi skal geare op på sprogundervisning til ukrainere

Udgivet:14. maj 2022, 08.25

Læsetid:1 minut

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Af Jakob Skovenborg. Baggesensvej 2 Silkeborg

SPROGHJÆLP 2. marts hentede jeg 5 ukrainere ved Silkeborg Stadion. Det var en af de første privat arrangerede bustransporter med fordrevne ukrainereder kom til Silkeborg.

Det var naturligt for mig at tilbyde mig som vært, da jeg i forvejen har et lille BnB der havde ledig plads de næste måneder.

Det har jeg på ingen måder fortrudt. Det har været givende på alle måder at kunne give et bidrag til andre mennesker på den måde. Det har jeg lært meget af.

Jeg er nu førstehånds vidne til, hvad Danmark har at byde på. De fik meget hurtigt opholdstilladelse af udlændingestyrelsen. Og så gik det danske teknokrati i gear. Du skal indregistreres som borger i kommunen, have sygesikring, Nemid, Nemkonto, på jobcenter og være arbejdssøgende.

Mine ukrainere kan kun ukrainsk. Ingen engelsk eller tysk eller noget andet brugbart sprog i Danmark. Kommunen stiller ikke en coach tilrådighed. De er »on their own«. Eller rettere overladt til min guidede »en tournée dans la bureaucratie danoise«.

Du skal være jobsøgende for at få kontanthjælp. Så skal du lave et CV. Hvad hjælper et godt CV med kvalifikationer hvis du ikke kan sproget. Jeg er førstehåndsvidne til ukrainere, der står opgivende over for det danske system. Jeg kan ikke bruge al min tid på at hjælpe dem, for jeg har mit arbejde at passe.

Jeg bebrejder ikke nogen. Jeg er klar over at systemet nu er ved at geare op med flere folk på jobcenter og på borgerservice.

Men hvis jeg skulle pege på et sted hvor vi burde geare op allerede nu, så er det på sprogundervisning. Om det skal være engelsk eller dansk, det ved jeg ikke. Men det er lige der hvor der er brug for en indsats, for at vores velkomne ukrainere kan komme videre.

Indlæser debat