Folke-indsamling godt i gang

Foreløbig er 51.000 kroner samlet ind til køb af den lille skulpturgruppe »Læsesalen«

8. oktober 2019, 15.51

GALTEN Folke-indsamlingen, der skal sikre, at kulpturen »Læsesalen« kan blive stående på pladsen foran Galten Bibliotek, er godt i gang. - Foreløbig har den kørt i tre uger - og vi er kommet langt. Vi har nemlig 51.000 kroner, fortæller Tove Severinsen fra arbejdsgruppen bag Skulpturby Galten 2019, som har skaffet »Læsesalen« til byen.

- Det er rigtig dejligt, at så mange har bidraget til indkøbet af værket. Men prisen er 75.000 kr. så vi er ikke helt i mål, lyder det fra Tove Severinsen.

De læsende søheste i selskab med en bamse er skabt af billedhuggeren Henrik Voldmester fra Husby i det vestjyske. Indsamlingen løber frem til 1. november.

De omkring 20 skulpturer i årets udgave af Skulpturby Galten kan ses til og med skolernes efterårsferie. Derefter bliver de returneret til kunstnerne - dog helst minus »Læsesalen«, som mange lokale gerne ser forblive på den lille plads foran biblioteket. sinn