Flere skal være med i forbindelse med flagdagen

Udgivet:17. august 2019, 10.00

Læsetid:1 minut

Af Per Hjortshøj. FN-Veteran Lysbroparken 37, Silkeborg.

4 år siden

FLAGDAGEN I en helsidet omtale 12. august i Midtjyllands Avis fremgår det, at kommunen tager det fulde ejerskab af flagdagen 5. september.

Man burde jo, som de fleste af landets kommuner gøre, tage kontakt til Lokalforeningen under Landsforeningen Danske Veteraner.

I dette tilfælde DV Lokalforening Midtjylland, som netop dækker området her i og omkring Silkeborg.

Ufatteligt er det, at DV-MJ aldrig er blevet kontaktet af Silkeborg Kommune omkring arrangementet den 5. september. Man har hidtil kontaktet Garderforeningen i Silkeborg og Fraktionsgruppen »Bag Krigens Ansigter«.

Al ære og respekt for det arbejde som hidtil er udført af disse men, Silkeborg Kommune bør hente råd og dåd i et samarbejde med DV-MJ (tidligere De Blaa Baretter) og lokale Soldaterforeninger samt Hjemmeværnet.

En opfordring fra Silkeborg Kommune til de enkelte foreninger må være, at de her i 800-året for Dannebrogs herkomst, medbringer flag, faner og Dannebrog.

Så lad mig slutte med mit eget private valgsprog:

»Hellere holde fanen højt - end gå ned med flaget«.