Veteran-motorcykel og havetraktor stjålet fra garage

Udgivet:03. august 2022, 08.35

Læsetid:Under 1 minut

BJERRINGBRO Politiet i Viborg fik tirsdag formiddag en anmeldelse om indbrud i en garage hos HK Olie og Benzin på Brogade i Bjerringbro.

En eller flere ukendte gerningsmænd har på et tidspunkt i perioden mellem fredag den 29. juli og tirsdag den 2. august klokken 11 brudt to hængelåse op til en port til garagen, hvorefter man har stjålet en lyseblå veteranmotorcykel af mærket Vespa, en rød havetraktor samt elværktøj bestående af en rundsav og en slibemaskine.

Det hele har en værdi af 40.000 kroner. Motorcyklen er efterlyst og politiet arbejder videre med sagen.