Mindeord over tidligere Ikast-borgmester: Ikasts sindige førstemand

Tidligere borgmester i Ikast, Kjeld Broberg Lind, kom til byen i slutningen af 1970’erne, da tekstilindustrien var på sit højeste, og han blev hurtigt kendt som en dygtig bankmand, der formåede at integrere sig i det lokale liv og ikke mindst foreningsliv

Udgivet:16. december 2022, 11.00

Læsetid:5 minutter

Forhenværende Ikast-borgmester Kjeld Broberg Lind havde en stor interesse for sport. Her er han fotograferet sammen med håndboldspillerne Tonje Kjærgaard og Kristine Andersen ved en af de mange lejligheder, hvor Ikasts håndboldkvinder skulle fejres for flotte placeringer. Privatfoto

1 måned siden

MINDEORD: Bo Jensen, Smallegade 9, Ikast, skriver mindeord om tidligere Ikast-borgmester Kjeld Broberg Lind, der døde 13. december i en alder af 88 år:

Det var med tristhed, vi onsdag morgen modtog budskabet om vores tidligere borgmester Kjeld Broberg Linds bortgang. Selvom helbredet var blevet svækket de senere år, havde han stadig livsmod og livskvalitet og fulgte med i, hvad der rørte sig i den by, hvor han havde boet i mere end 40 år og været borgmester i de 12.

Kjeld Broberg Lind var trods sin nordjyske sindighed udstyret med et lyst sind og havde fokus på, hvad han kunne, og ikke så meget hvad han ikke kunne. Og her tænker jeg specielt på hans afhængighed af sundhedsvæsenet som patient på først Holstebro og siden Regionshospitalet Gødstrup tre gange ugentligt til dialyse. »Det er jo noget, jeg må leve med, og tid har jeg jo nok af - tænk på, hvad alternativet er« sagde han sidste gang, vi havde ham med til håndbold til en udebanekamp i Aarhus i sidste sæson.

Kjeld Broberg Lind kom til Ikast i slutningen af 1970’erne, da tekstilindustrien var på sit højeste, og han blev hurtigt kendt som en dygtig bankmand, der formåede at integrere sig i det lokale liv og ikke mindst foreningsliv.

Overraskende kandidat

Interessen for politik gjorde, at han kom i amtsrådet, og dette dannede rampe for, at han i 1989 noget overraskende blev kørt i stilling som Venstres borgmesterkandidat, som afløser for Thomas Poulsen. Og sandelig om ikke Broberg Lind evnede at gå hele vejen til borgmesterstolen, hvor han sad i perioden fra 1990 til sin pensionering i 2001.

På sin egen stille og rolige facon lykkedes han med at skabe et godt samarbejde i byrådet på tværs af partiskel, og han opnåede også stor respekt i forvaltningen, selvom han med sin entreprenante fremtoning ofte udfordrede embedsmændene og stillede store krav til fleksibilitet og omstillingsparathed.

Alt skulle prøves

Kjeld Broberg Lind tog ikke bare et nej for et nej - alt skulle prøves og udfordres endnu en gang, inden den lidt stædige nordjyde en sjælden gang gav op.

Kjeld Broberg fik sat ikke så få mindesmærker og fyrtårne op i sin borgmestertid i Ikast. Nævnes skal svømmehallen, som der var blevet talt om i årtier forinden, overdækningen af gågaden til Strøgcentret, etableringen af ISI og opførelsen af Stadome - bare for at nævne en lille håndfuld projekter, der var med til at sætte Ikast på landkortet. Og han løb dem vel at mærke selv i mål - for man skal ikke være blind for, at Kjeld Broberg Lind både var de store linjer og detaljens mand.

Tjernobyl-børn

Han vil også blive husket for sin modtagelse af de mange Tjernobyl-børn, som fik lov at holde sommerferie i Ikast kort efter hans tiltrædelse, lige som han var meget generøs i forhold til Ikasts polske venskabsby Kamienna Góra kort efter murens fald.

Og så var han også vaks ved havelågen i forhold til at tiltrække erhvervsvirksomheder.

Som gammel bankmand vidste han, hvad erhvervslivet triggede på, og hans to største skalpe i bæltet var vel nok Kommunedata og Sanita. Disse virksomheder er ganske vist ikke i byen mere, men deres bygninger danner i dag rammen om to af byens tre største virksomheder nemlig DK Company og KK Wind Solutions.

Glad for håndboldpiger

Og så havde han en svaghed over for piger - håndboldpiger altså. Kjeld Broberg Lind var borgmester i hele perioden med pokalfinalesejren i 1991, oprykningen samme år, det danske mesterskab i 1998, og de efterfølgende triumfer i ind- og udland, og han deltog selv på en halv snes rejser til Europa Cup-kampe på fjerne destinationer. Og han var lige så populær hos spillerne, som de var hos ham. Adskillige gange har han taget imod danske mestre, pokalmestre, Europa Cup-vindere, europamestre, verdensmestre og to gange sågar olympiske mestre.

En Kings med Tonje

En gennemgående figur dengang var hans yndling over dem alle - Tonje Kjærgaard, og de tog sig som regel lige en Kings-cigaret sammen, inden de trådte ud på balkonen til den store hyldest fra menneskehavet nedenfor.

Jo det var tider den gang - men lidt andre tider vel at mærke.

Kjeld Broberg Lind bevarerede sin interesse for sport i almindelighed og håndbold i særdeleshed lige til det sidste, selvom han det seneste år af helbredsmæssige årsager måtte se kampene sammen med »Putte« hjemme foran fjernsynet.

Og selvom han aldrig selv har kastet med en håndbold, vidste han alt om, hvem der havde spillet godt, om træneren havde lagt den rigtige taktik, og om dommerne havde dømt ordentligt. Og frem for alt, hvem vi i klubben skulle se at få forlænget kontrakt med i en fart.

En stor betydning

Efter den nye kommunalreform, hvor gymnasierne gik over til at være selvejende institutioner, blev Kjeld Broberg Lind den første formand for den selvejende institution Ikast-Brande Gymnasium. Dette hverv bestred han i fire år, indtil jeg fik overdraget det ærefulde hverv i 2010.

En erfaren mand, der har været rar at gæste, når behovet har været der, men han har altid vidst, hvilken betydning det indebar at være forhenværende - både som bankdirektør, borgmester og gymnasieformand.

Aldrig noget med, at det var meget bedre i gamle dage, og dette kendetegner jo et helt igennem fint og ordentligt menneske, som vi kommer til både at savne og mindes med glæde.

Æret være Kjeld Broberg Linds positive minde.

Indlæser debat