Skøn beliggenhed giver ekstra overnatninger på Åhavevej

Danhostel Silkeborg drives af Angela og Poul Wiedemann, og gæsterne er vilde med vandrehjemmet med den storslåede beliggenhed lige ned til Remstrup Å. Læs artikel fra dagens Silkeborg Business-tillæg

12. oktober 2021, 19.00

Angela og Poul Wiedemann har vandrehjemmet i Silkeborg. Parret kom til byen i 2018 efter 13 år som værtspar i hovedstaden på Danhostel Copenhagen Bellahøj.

Outdoor og smuk natur spiller positivt ind mange steder i Silkeborg, og på vandrehjemmet, Danhostel Silkeborg, på Åhavevej er værtsparret Angela og Poul Wiedemann rigtig godt stillet ved at drive overnatningssted direkte til Remstrup Å.

Bestyrerne er bevidste om betydningen af den skønne beliggenhed, hvor det bynære går op i en højere enhed med eftertragtede outdoor-omgivelser ved kanten af Nordskoven, og Poul Wiedemann fortæller, at placeringen konkret udmønter sig i ekstra overnatninger.

- I nogle tilfælde kommer folk her første gang, fordi der var udsolgt på hotellerne. Men efterfølgende er de kommet igen, fordi de synes, at det er bare er så fantastisk hernede. Det har vi oplevet flere gange, fortæller Poul Wiedemann.

Her i Silkeborg kommer gæsterne dels for at være her på vandrehjemmet men også for at være ude i naturen

Poul Wiedemann

Han og hustruen kom til Silkeborg i 2018, hvor de afløste Asta Rold og Torben Schwartzlose i spidsen for Danhostel Silkeborg.

Angela og Poul Wiedemann søgte nye udfordringer i Jylland efter 13 år i hovedstaden som vandrehjems-værtspar på Danhostel Copenhagen Bellahøj.

Læs også
På vandrehjemmet bliver der slugt krimier
Abonnement

Det er meget tilfredse med at være kommet til Silkeborg, og Poul Wiedemann fortæller om rigtig god opbakning fra Silkeborg Kommunes side. Silkeborg Kommune ejer vandrehjemsejendommen på Åhavevej 55.

- Vi er fra storbyen, og forskellen er bare kæmpestor. Her i Silkeborg kommer gæsterne dels for at være her på vandrehjemmet men også for at være ude i naturen. Hovedparten bliver her mere end én overnatning, det kan være en forlænget weekend i foråret eller endnu flere dage. Det er noget helt andet end i København, fortæller Poul Wiedemann.

Private og klubber

En betydelig del af vandrehjemmets besøgende er relateret til udelivet i forskellige sammenhænge.

Læs også
Danhostel i Silkeborg oplever færre gæster end sidste år
Abonnement

- Vi har vandrere, kajakroere, mountainbikere, orienteringsløbere og mange andre inden for outdoor, siger Poul Wiedemann.

For ganske nylig var der et typisk eksempel på, hvad der sker.

Det var en gruppe bekendte på 12-15 personer, som endnu engang vendte tilbage til Danhostel Silkeborg.

Gruppen bookede familieværelser, og hovedformålet med besøget var at drøne rundt på Silkeborg-skovenes brede udvalg af mountainbikespor.

I dette tilfælde skete det i privat regi, mens det andre gange er foreninger, som booker værelser på vandrehjemmet.

- Blandt andet har vi mountainbike-klubber fra Sjælland. De kommer hertil for at køre i det bakkede terræn, siger Poul Wiedemann med smil på læben.

Også årets outdoor-relaterede begivenheder i Silkeborg påvirker tingene.

- Det kan være deltagere i Tour de Gudenå, og i begyndelsen af året havde vi besøg af Norges kajaklandshold. Vandet var frosset til der, hvor de kom fra i Norge, så derfor kom de hertil for at træne i nogle dage, siger Poul Wiedemann.

26 værelser

Også den klassiske-å-turisme spiller ind, hvor vandrehjemmet benyttes som alternativ til camping-overnatning eller lignende under kanoturen.

- Vi har gode faciliteter, og folk er velkomne til at lægge kanoen eller kajakken op i haven, fortæller Poul Wiedemann.

Danhostel Silkeborg har 26 værelser, heraf 20 med eget bad og toilet, og henover året er lejrskolebesøg en væsentlig del af forretningen.

- Lejrskolerne fylder meget, og det er ganske normalt for os at være fuldt booket på netop denne årstid, fordi vi har lejrskolerne, fortæller Poul Wiedemann.

Lejrskolesæsonen er typisk fra foråret omkring påske frem til starten af skolernes sommerferie samt fra midten af august frem til efterårsferien.

Mindst halvdelen er skolerne kommer igen år efter år, og naturoplevelser som den klassiske udflugt til Himmelbjerget er blandt de ting, der skal opleves under besøget i Søhøjlandet. I haven ud til Remstrup Å har vandrehjemmet en lille træhytte med mulighed for mere primitiv form for overnatning, og stedets alsidighed understreges af, at man inden for lægger lokaler til kursus- og mødevirksomhed.

- Vi har en del kurser. Typisk er det dagskurser, som bliver afholdt i vores kursuslokale med plads 25 mennesker. Ofte er opholdslokalerne tomme i dagtimerne, når lejrskolerne er ude på tur, og så kan vi jo lige så godt udnytte lokalerne til kursusvirksomhed for Silkeborg Kommune eller private virksomheder, siger Poul Wiedemann.

Tidligere på året indviede vandrehjemmet en multibane, som er blevet et stort hit hos gæsterne. Banen er delvist finansieret via penge fra Omstillingspuljen, hvor virksomheder, der blev hårdt ramt på omsætningen i corona-krisen, kunne søge om tilskud til at tilpasse og omstille deres forretning.

Indlæser debat...