112

Cigaretter til en million skulle gemmes på ejendom ved Silkeborg

Fem mænd blev fredag fængslet i sag om stort cigaret-tyveri

6. december 2019, 17.54

Foto: Colourbox

SILKEBORG Fem mænd blev fredag sigtet for omfattende tyveri og hæleri af cigaretter til op mod én million kroner.

Alle fem blev fremstillet i grundlovsforhør og fængslet i fire uger. Det oplyser vagtchefen ved Østjyllands Politi, som kører sagen.

Cigaretterne var ifølge politiet på vej til en ejendom vest for Silkeborg. Den nærmere adresse kendes ikke.

Cigaretter, vin og spiritus

Politiet er sparsom med oplysninger, eftersom retsmødet fredag foregik for lukkede døre.

Tre af de fem nu varetægtsfængslede mænd er henholdsvis 35, 42 og 44 år, og de sigtes for indbrud begået den 1. december hos en virksomhed i Brabrand, hvor der blev stjålet cigaretter til en værdi af cirka en million kroner samt vin og spiritus.

To andre mænd på 21 og 43 år sigtes for hæleri af særlig grov beskaffenhed ved torsdag eftermiddag på en adresse vest for Silkeborg at have stået klar til at modtage de mange cigaretter.

Politiet har fundet flere koster fra indbruddet.