Miljøforkæmper eller en varmluftballon

Udgivet:20. april 2019, 08.00

Læsetid:3 minutter

Af Kurt E. Thomsen Demstrupvej 36, Demstrup

4 år siden

VINDMØLLER Det er faktisk ret skrap læsning, når man gennemgår Peter Nyegaard Jensens (PNJ) indlæg i MJA den 16.4.

Med udsagnet: »Havmøller er fantastiske, men hvorfor bruge kommunale midler til at købe aflad i dem, når driftige investorer står i kø for helt gratis at stille møller op i kommunen?«, stiller han spørgsmålstegn ved hans byrådskollegaer, som rent faktisk vil ofre noget for at komme en løsning nærmere.

Overspringshandling kalder han det. Jaså, kig dit eget udsagn. Hvorfor skal jeg gøre noget, når jeg kan få andre til det? spørger PNJ.

Det er da en overspringshandling så det batter.

Oven i købet tillader han sig at negligere de virkninger, det påfører andre, når vi stiller møller i den størelse op på land. Kompensationen er i top, mener han.

»Med VE-lovens støtte- og kompensationsmuligheder for de ganske få berørte møllenaboer, ville det være en så beskeden gene, at vi af hensyn til almenvellet bør kunne fastholde politisk konsensus.«

Læg lige mærke til »de ganske få berørte naboer«. Med få ord bliver de berørte naboer reduceret til ingenting. Det er tusindvis af mennesker vi taler om!

Man kan kigge på nettet og se, hvad naboerne til de tre møller ved motorvejen fik i erstatning. Det er ingen god kompensation - overhovedet. PNJ har helt åbenlyst ikke sat sig ind i, hvad han taler om. Folk kan faktisk blive teknisk insolvente pga. værditabet på ejendommen, når møller opstilles. Det er fakta.

Videre opfinder han lige nogle støjsvage møller, så der i hvert fald ikke er problemer - hos andre - med støj eller andre gener. Tværtimod er de flotte og koster ikke PNJ noget.

Der findes ingen støjsvage møller. Tæt nok på støjer de alle sammen nogenlunde lige meget. Tro mig, jeg har sat dem op i tyve år. Jeg ved, hvad jeg taler om. Det gør PNJ helt åbenbart ikke.

PNJ foretager med sit indlæg den største overspringshandling, som til dato er set. Samtidig skoser han andre for rent faktisk at gøre noget, der virker. For at understrege sin mangel på indsigt og empati, kalder han det for en gevinst:

»I det åbne kulturlandskab ville det understrege, at vi i Danmarks Outdoor Hovedstad reelt tager ansvar for den grønne omstilling.«

PNJ glemmer bare lige, at han lader andre betale prisen, både for at stille møllerne op og for at de rent faktisk står der.

Det kræver en katatonisk mangel på selverkendelse, at PNJ kan postulere, at han gør noget mod global opvarmning, når han lader alle andre betale prisen. Jeg formoder, at han ikke aner, hvad han siger, ikke forstår kausaliteten eller er ligeglad. Det virker i hvert fald sådan.

Hvis PNJ vil gøre noget signifikant, burde han lade være med at sende varm luft ud i atmosfæren og i stedet tænke sig om. Det ville hjælpe.

Læs også
Hold fast på mølleplanerne Hold fast på mølleplanerne
Læs også:
Hold fast på mølleplanerne