Silkeborg-Voel smed sejren i fejlfyldt lokalopgør

Silkeborg-Voel lavede alt for mange fejl, da holdet tabte knebent til Viborg

Udgivet:25. november 2022, 20.02

Læsetid:2 minutter

Mathilda Lindström debuterede for Silkeborg-Voel, der tabte med 23-24 til Viborg HK. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Mathias Hove Andersen
Sportsjournalist| maa@midtjyllandsavis.dk

1 år siden

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel havde alle muligheder for at besejre Viborg i fredagens lokalopgør, men en føring på fire mål blev sat over styr, og efter en højspændt afslutning tabte værterne med 23-24 i Jysk Arena.

De to hold fulgtes ad i indledningen, og selvom værterne brændte for meget, kunne Eira Aune bringe Silkeborg-Voel foran med 8-5 efter 12 minutters spil, hvor den norske back scorede i tomt mål. På det tidspunkt havde gæsterne lavet et hav af tekniske fejl, og hjemmeholdet slog hullet, da Sara Hald blev ramt af kampens første udvisning.

Efter en timeout fik Viborg dog bedre fat, og med tre scoringer i træk fik gæsterne udlignet til 9-9. I den periode skiftede Silkeborg-Voel flittigt ud, og højrefløjen Mathilda Lundström debuterede i den grønne trøje efter en lang skadespause.

Med seks minutter tilbage af første halvleg kom Stine Bonde på banen i stedet for Filippa Idéhn, der blot havde haft to redninger. Det antal matchede den indskiftede keeper hurtigt, og det udnyttede Silkeborg-Voel ved at bringe sig foran med fire mål. Thea Rasmussen og Mathilda Lundström kom begge på tavlen i den gode periode og bidrog dermed til pauseføringen 15-12.

Silkeborg-Voel kom skidt ud til anden halvleg, hvor Helene Kindberg lavede den ene fejl efter den anden. Medspillerne havde heller ikke tur i den, og der var endnu ikke spillet fem minutter, da cheftræner Jakob Andreasen trykkede på den grønne knap ved stillingen 15-14.

Det forhindrede dog ikke Viborg i at udligne, og havde det ikke været for Stine Bonde, var gæsterne også kommet i front efter en stribe dårlige beslutninger fra Sofie Bæk Andersen. Det skete dog kort efter, hvor Mathilde Kristensen var sendt til afkøling, og efter 42 minutters spil var Silkeborg-Voel bagud med 16-18.

Det begyndte at se svært ud for værterne, da stregspilleren blev udvist for anden gang, og med små 10 minutter tilbage af opgøret var Silkeborg-Voel bagud med 18-22. Der opstod dog fornyet spænding, da Viborg fik to spillere udvist med kort tids mellemrum, og hjemmeholdet fik reduceret til 22-23.

En forkert Viborg-udskiftning gav en nyt overtal, men Sofie Bæk Andersen missede muligheden for at udligne, da hun ramte stolpen efter en gennembrud. Kort efter røg Mathilde Kristensen ud for tredje gang, og hun blev henvist til en stol i hjørnet af hallen.

Derfra kunne hun se Stine Bonde diske op med en vital redning, og så lykkedes det for Sofie Bæk Andersen at score til 23-23. Men gæsterne scorede i det efterfølgende angreb, og få sekunder før tid brændte Eira Aune en stor chance. Dermed tabte hjemmeholdet med mindst mulige margin.

Indlæser debat