Restauration får corona-bøde for at holde åbent for længe

20. september 2020, 08.48

Foto: Martin Ballund

SILKEBORG En restauration i Silkeborg blev lørdag aften kl. 22.30 lukket af politiet.

Med de nye corona-restriktioner skal den sidste gæst have drukket ud og være ude af døren senest kl. 22.

- Der vil vi være ret konsekvente for at sikre, at det bliver overholdt, siger vagtlederen ved Midt- og Vestjyllands Politi, der ikke ønsker at oplyse, hvilken restauration det drejede sig om.

Den ekstra halve time kommer til at koste dyrt. Bøden er som udgangspunkt 10.000 kroner i førstegangstilfælde. Bøden afhænger dog af virksomhedens størrelse.

Politiet kan til gengæld konstatere, at der ikke har været problemer med at overholde forsamlingsforbud og bruge mundbind.