Friplejehjem i Låsby? - ja tak, naturligvis

18. august 2021, 12.18

Foto: Martin Ballund

PLEJEHJEM Med et totalt nedslidt, forfaldent og gældsplaget plejehjem i Låsby, så gældsplaget og forfaldent, at ingen vil købe det, burde det være enhver lokalpolitikers drøm at få det nedlagt til fordel for et friplejehjem, som ikke koster kommunen noget som helst, men som heller ikke bare kan lægges hvor som helst, slet ikke hvis vælgerne her i byen skal tro bare en lille smule på den politiske lokkemad, der blev lagt ud ved sidste kommunalvalg.

Forhåbentlig vil en støtteforening meget snart blive stiftet, så rigtig mange derigennem kan bakke op om et tidssvarende plejehjem i Låsby for de, der ikke mere kan klare sig selv

Ole Hanberg

Denne lokkemad bestod i hovedsagen af, at byen blev opgraderet til centerby med hvad dermed følger, og vi er en del, der (sagt fra politisk side) har hørt ordene: »Ingen centerby uden et plejehjem«.

Altså burde sagen være løst, inden den er sat i gang, men sådan spiller musikken bare ikke, slet ikke når det er et kommunalt orkester, der spiller. Derfor må vi vælgere gøre opmærksom på, at politikere ikke bare kan sige, gøre og love alverdens ting, for derefter (altså straks efter valget) at glemme det hele og lave gode miner til slet spil.

En gruppe borgere er gået sammen for at afklare, om byens borgere, altså både yngre, ældre og gamle, vil bakke op omkring et nyt friplejehjem i Låsby.

Forhåbentlig vil en støtteforening meget snart blive stiftet, så rigtig mange derigennem kan bakke op om et tidssvarende plejehjem i Låsby for de, der ikke mere kan klare sig selv.

Det betyder rigtig meget for dem, der flytter på plejehjem, at de bliver i den by, de har tilbragt mange år i, hvor de i rigtig mange tilfælde har familie, og hvor de har det meste af deres vennekreds. Der skal ikke ret meget afsavn til, før man som plejehjemsbeboer føler sig alene, og det vil ske, hvis man som gammel bliver tvunget til at blive bosat på et plejehjem i en anden by. Vi har den lange periode med corona i frisk erindring, og uhyggelig mange episoder, hvor nervøse og forvirrede plejehjemsbeboere ikke kunne forstå, hvorfor familie og venner ikke kom på besøg.

Jeg mener, konklusionen helt tydeligt og klart ligger ligefor: Både kommune og borgere vinder ved, at et friplejehjem etableres i Låsby, politikerne kan have en lidt bedre samvittighed (undtaget er dog borgmesteren og visse andre), og der forbliver en mulighed for de ældre til at blive i byen.

Støt sagen, så det bliver en hel bys borgere, der viser sammenhold, også om et friplejehjem.