Gratis glæder i sommerferien

1. juli 2020, 06.50

Vandski er en af mange muligheder på sommerprogrammet.

FAVRSKOV Favrskov Kommune får 2,1 millioner kroner til aktiviteter, der skal sikre, at børn og unge får en god sommerferie trods coronakrisen.

Det er regeringen og et bredt flertal i Folketinget, der står bag sommerpakken, hvor der er afsat 200 millioner kroner til en bred vifte af sommeraktiviteter til børn og unge mellem 6 og 17 år.

På grund af nedlukning og nødundervisning kan nogle børn og unge opleve, at de er fagligt bagud, og at de står uden for det sociale fællesskab. Det skal sommeraktiviteterne gerne kunne afhjælpe.

Favrskov Kommune har været i fuld gang med at planlægge aktiviteter og tilbud i samarbejde med foreninger og andre eksterne aktører.

Sommeraktiviteterne vil i overvejende grad være gratis at deltage i, og foregår spredt over ugerne i skolernes sommerferie.

Mulighederne er mange og spænder lige fra fart og sjov på vandet i Kalø Vig med opsamling fem steder i kommunen til kreativ workshop, outdoor-dag, e-sport, tegning, maling, fisketure, motorlære, engelsk undervisning - og meget andet.