Mindeord: Niels Juhl satte aftryk på Funder

Niels Juhl Kristensen kunne være nået langt som fodboldspiller, men han valgte at blive postbud i og omkring Funder, hvor han var kendt af alle

3. oktober 2020, 09.00

Niels Juhl Kristensen blev blot 65 år.

MINDEORD: Fra Monica og Arne Jensen har vi modtaget følgende mindeord over Niels Juhl Kristensen:

Min kone og jeg har mistet en af vore bedste venner alt for tidligt. Niels Juhl blev født i Funder og boede her hele sit liv, bortset fra en enkelt lille afstikker. Han blev født på Funder Bygade i huset med den gamle smedje, som han selv overtog senere sammen med sin kone Vivi. Her boede de i mange år, inden de solgte huset og flyttede i en lejlighed på Funder Bygade, hvor Funders gamle skole lå. Det var nu ikke noget for hverken Niels eller Vivi at bo i lejlighed, så de købte sig en dejligt hus på Funder Vestervang, hvor vi blev naboer.

Vi spillede på samme fodboldhold i Funder GF gennem både ungdomsårene og som senior. Det var et rigtig godt hold, ikke mindst på grund af Niels Juhl og hans evner som fodboldspiller. Han var fantastisk med en bold, og jeg hørte en modspiller sige, at han var den vanskeligste modstander at spille overfor, fordi han var helt uforudsigelig og en formidabel dribler. Niels kunne være nået rigtig langt som fodboldspiller, hvis han havde forfulgt sit talent, men han valgte at blive i Funder altid. Som senior havde vi et indendørs hold, som vandt amtsmesterskabet i en årrække og kvalificerede os til DM, som vi desværre aldrig vandt.

Niels og jeg var både ungdomstrænere og seniortrænere sammen i mange år og havde en række gode oplevelser på ture med de forskellige hold til turneringer i både Danmark og udlandet. Niels var fantastisk til mandskabspleje og havde stadig kontakt til flere af spillerne.

Efter skoletiden blev Niels lageruddannet, men han var alt for udadvendt til sådan et job, så han valgte at blive post. Niels havde mange forskellige ruter i og omkring Funder, og han var kendt af alle. Han gik i alle mennesker med træsko på og elskede kontakten med folk. Han interesserede sig meget for sine medmennesker og var en særdeles hjælpsom mand. Her gik man aldrig forgæves, hvis der var noget, han kunne hjælpe med.

Vi kom også sammen privat og holdt blandt andet nytårsaften sammen i over 40 år. Her var det helt naturligt, at det var Niels der styrede løjerne og stod for underholdningen. Det blev også til mange ferierejser til udlandet sammen. Her var det altid Niels og Monica, der planlagde detaljerne, ordnede rejseplaner og købte billetter. Vi fløj ofte fra lufthavnen i Hamborg, og på turen derned kunne Vivi og jeg få en lur på bagsædet, mens Niels og Monica snakkede hele vejen.

Vivi er dagplejer, og når Niels kom hjem fra postruten, var han alle tiders legeonkel. Dagplejebørnene elskede ham, og han elskede dem. Derfor blev han også verdens bedste morfar og farfar. Det var tydeligt at høre over hækken, når børnebørnene var på besøg, for så var det igen Niels, der styrede løjerne, og det gik ikke stille for sig.

Niels var et nysgerrigt menneske og satte sig grundigt ind i de ting, han interesserede sig for og hjalp gerne andre, hvis de havde problemer med f.eks. elektronikken. Han bekymrede sig også meget om familien og andre mennesker. Selv da han blev syg, var det ikke hans egen sygdom, der bekymrede ham mest.

Niels blev begravet i sidste uge ved en smuk højtidelighed fra Funder kirke. På grund af corona-situationen kunne kun familien og de nærmeste venner være med i kirken. Det var en kold og regnfuld dag, og alligevel var der vel 100 mennesker udenfor. Da kisten blev båret ud af kirken, stoppede regnen og resten af højtideligheden foregik i tørvejr.

Vores tanker går til Vivi og børnene Kenneth, Stinne og Benjamin, samt børnebørnene, der alt for tidligt har lidt det mest ultimative tab af et pragtfuldt menneske.

Æret være Niels Juhl Kristensens minde. Vi vil aldrig glemme dig og du vil altid være savnet!