Millionsalg i SIF: Alves på vej til England

Frederik Alves Ibsen er nået til enighed med sin kommende klub og afventer nu arbejds- og opholdstilladelse

4. november 2020, 10.17

Frederik Alves Ibsen forlader SIF til nytår, hvor han ventes solgt til engelske West Ham. Foto: Jakob Stigsen Andersen

FODBOLD Silkeborg IF Invest A/S forventer, at det varslede salg af midtstopper Frederik Alves Ibsen falder på plads inden årets udgang.

Midtjyllands Avis og flere andre medier har tidligere erfaret, at det er Premier League-klubben West Ham, der har sikret sig det 20-årige SIF-talent.

- Han er solgt med det, som jeg vil kalde et meget lille forbehold. Han skal kunne få opholds- og arbejdstilladelse i det land, han skal til. Vi anser det som en formalitet, men jeg kan godt sige, at det skyldes brexit. Derfor har vi ikke offentliggjort den købende klub, men brexit har indflydelse på det. Som vi ser det, er det en teoretisk risiko, siger SIF-direktør Kent Madsen.

SIF-bossen har tidligere fortalt til Midtjyllands Avis, at der er tale om et stort salg.

Vi kommer ikke til at offentliggøre transfersummen - heller ikke i denne sammenhæng. Men man kan ikke på den baggrund udlede prisen lige ud af landevejen

Kent Madsen, direktør i Silkeborg IF

Da klubben lørdag 10. oktober bekræftede forhandlingerne om den mulige transfer, blev forventningerne til årsregnskabet opjusteret til et positivt resultat før skat i intervallet 15 mio. kr. til 20 mio. kr. mod tidligere 5 til 10 mio. kr.

Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med en salgspris på 10 millioner kroner.

- Vi kommer ikke til at offentliggøre transfersummen - heller ikke i denne sammenhæng. Men man kan ikke på den baggrund udlede prisen lige ud af landevejen, lyder det fra Kent Madsen.

Læs også
Regner stadig med Alves-salg
+Abonnement

Onsdag formiddag sendte 1. divisionsklubben en ny meddelelse til fondsbørsen, hvor det blev bekræftet, at den 20-årige midtstopper er nået til enighed med en unavngiven udenlandsk klub om betingelserne for et skifte.

- Selskabets dattervirksomhed Silkeborg IF A/S har dels modtaget information om, at spillerens individuelle betingelser er opfyldt, og dels at eneste udestående forbehold i transferaftalen er spillerens opnåelse af arbejds- og opholdstilladelse. Det er selskabets forventning, at dette falder på plads inden årets udgang, hvorved spilleren formelt kan skifte klub i januar 2021, lød det fra SIF.

Læs også
SIF-spiller på vej til Premier League

Tirsdag kunne B.T. bringe et grynet privatfoto, hvor Frederik Alves Ibsen og spillerens agent, Christian Bysted, angiveligt befandt sig i London for at få det obligatoriske lægetjek på plads. I den dertilhørende artikel spekulerede mediet i en salgspris mellem 10 og 12 millioner kroner.

Læs også
Alves drømmer om Premier League
+Abonnement