Et godt liv sluttede brat

Ellen Pedersen, Finderupparken 12, Ans, er død, 91 år

22. juli 2019, 13.00

Ellen Pedersen boede i Finderupparken i Ans, hvor hun var meget vellidt og aktiv.

NEKROLOG: Fra Alice og Jørgen Pedersen, Vibevej 2, Ans By, har vi modtaget følgende:

Onsdag den 17. juli stoppede Ellens hjerte pludselig med at slå. Forud var gået 91 gode år.

Ellen er født i Lomborg, hvor hun voksede op i en søskendeflok på seks. I 1954 blev hun gift med Svend, og i 1955 overtog de købmandsforretningen i Illerhuse. Den drev de indtil 1985, hvor Svend gik på efterløn. I 1999 døde Svend efter længere tids sygdom. Ellen flyttede, som en af de første ind i Finderupparken, hvor hun boede til sin død.

Ellen var meget vellidt i Finderupparken, hvor hun var meget aktiv. Her sad hun i forskellige udvalg. Her er der mange der har nydt godt af Ellens bagværk. I tidens løb er det blevet til mange småkager og gulerodsboller, der er blevet bagt i hendes køkken, og ikke mindst hendes brunkager har mange nydt godt af.

Også familien fik hvert år til jul en dåse brunkager.

Gennem hele livet var Ellen meget aktiv inden for gymnastikken både som udøvende gymnast og som leder. Lige til det sidste deltog Ellen i gymnastik. Hun var også medlem af motionscentret hvor hun, når tiden tillod det, kom to gange om ugen sammen med datteren Birte.

Ellen var et positivt menneske og havde en fantastisk tålmodighed, hvor hun var i stand til at få det bedste ud af alting. Hun var meget omsorgsfuld og meget socialt anlagt. Ellen var også god for et glas vin, når der var møde på bænken i Finderupparken. Når hun var på besøg, og der var børn tilstede, kunne man være sikker på, at hun havde et kræmmerhus med 10 vingummibamser med i tasken.

Ellens kalender og tid blev ofte planlagt efter hvilke håndboldkampe, der var i fjernsynet, som hun ivrigt fulgte med i. Hun havde sine favoritter, som hun hele tiden fulgte. Hvis hun blev inviteret med til en kamp i Silkeborg, blev kalenderen dog altid ryddet.

Hjælpsomhed er også et ord, der kan hæftes på Ellen. Samtidig var hun meget taknemmelig for det, der blev hende givet i livet.

Ellen Pedersen efterlader sig tre børn samt deres familier.