Tillykke Silkeborg

Udgivet:30. juni 2021, 12.34

Læsetid:1 minut

Af Klaus Læborg. Nylandsvej Fårvang. Byrådskandidat for Dansk Folkeparti

2 år siden

TRAFIKPLAN Så tyder noget på, at det endeligt sker. Godt nok først i 2026, men det har da en udsigt. Bommene kommer væk i midtbyen. Et projekt som har været længe ventet for alle, der bevæger sig i den del af Silkeborg by.

Togbanen til Aarhus troede jeg faktisk allerede var der. Men det kan godt ske, at de milliarder er givet godt ud, for 20 minutters kortere pendletid.

Buskelund får endeligt det fokus, de skal have! En stor kamp og en stor sejr for »Tag Toppen af Støjen« og deres ukuelige gå på mod i en sag, som burde være afsluttet for længst.

Hovedvej 26 kommer også på plads nu. Derfor skal vores kommunalpolitikere, landspolitikere og regionsmedlemmer til at spidse pen og øre.

De byer Silkeborg kommune har på strækningen, skal have langt bedre til- og frakørselsforhold. Det skal være sikkert at dreje fra på arbejde i Fårvang og Ans.

Her skal svingbaner eller ramper til at komme i spil. For med øget trafik kommer der til at ske voldsomme ulykker, hvis ikke det håndteres fra starten.

Der skal etableres støjsikring. Særligt vejen igennem Fårvang og Ans skal skærmes af, således at beboerne ikke generes yderligere af al den trafik, der kommer til at køre på hovedvej 26. Kun sådan kan der skabes grobund for tilflyttere.

Det vil give et boost til begge områder, så Silkeborgs nordlige udkant også kan blive en del af den positive udvikling.